Time Magazine har traditionen tro løftet sløret for deres årlige liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden.
Listen er opdelt i fem kategorier: Pionerer, kunstnere, ledere, titaner og ikoner, hvor de udnævnte hver især får skrevet et portræt af en anden anerkendt person.
I pionerkategorien finder man blandt andre Megan Thee Stallion, hvis portræt er skrevet af skuespilleren Taraji P. Henson. »Hun er dyb. Hun er optaget på college. Hun er en entertainer. Hun er en fri ånd; jeg ser det i hende. Branchen kan prøve at kategorisere hende på uretfærdig vis i det her rap-game, men hun har en plan, der er meget større«, lyder nogle af ordene skrevet om rapperen, som du desuden kan læse meget mere om i vores store portræt.
The Weeknd gæster også listen (i kunsterkategorien), hvor Elton John har beskrevet ‘Blinding Lights’ som »2020’s bedste popsingle«. Han fortsætter med at sammeligne Abel Tesfaye med en af verdens største stjerner: »Ligesom Prince marcherer han til sit eget beat. Det er en eksemplarisk måde for en kunstner at være på«.
Andre bemærkelsesværdige musikalske navne på listen er J Balvin, der har fået skrevet sit portræt af Camila Cabello, mens Selena Gomez hyldes af America Ferrera og BTS har skrevet om Halsey.
Listen byder også på en lang række markante navne fra film- og tv-land som Phoebe Waller-Bridge, Ali Wong, Michael B. Jordan, Michaela Coel, Bong Joon-ho og Billy Porter.