21 Savage, Metro Boomin og Morgan Freeman danner en hellig trap-enighed på ‘Savage Mode II’

21 Savage, Metro Boomin og Morgan Freeman danner en hellig trap-enighed på ‘Savage Mode II’
Metro Boomin og 21 Savage.

Broderskabet 21 Savage og Metro Boomin har aldrig slået fejl. Produceren Boomin var allerede inde over nogle af rapperen 21’s tidligste udgivelser som ‘The Slaughter Tape’ (2015) og ‘Slaughter King’ (2016), før de sammen både udgav den første ‘Savage Mode’ (2016) og den gyselige Halloween-special med Offset; ‘Without Warning’ fra 2017.

De er begge skudt gennem hitlisteskyerne, både sammen og hver for sig, og i 2018 udgav de begge hver deres solo(mester)værker; den alsidige ‘I Am > I Was’ fra 21 Savage og Metro Boomins enorme trap-optog ‘Not All Heroes Wear Capes’.

Altså, en legendarisk fælles historik.

Og på den nyeste genforening, ‘Savage Mode II’, møder de to stolte Atlanta-sønner nu en helligånd, der i form af Morgan Freemans guddommelige stemme væver både morderiske trap-fortællinger og fortabte serenader sammen til én samlet helligdom.

En ny trap-enighed er født.

Løbet er næsten allerede kørt, når man i traileren (!) til sit album kan annoncere selveste Morgan Freeman som den gennemgående fortællerstemme. Og heldigvis lever 21 Savage & Metro Boomin fuldstændig op til hypen – både med genkendelige, perfektionerede trap-bangers og overraskelser, der involverer alt fra Drake og bouncy vestkyst-hiphop til dybe hjertesorger.

De tidlige samarbejder var præget af doven og dyster trap, og på samme måde lægger det nye album ud med ‘Runnin’, der forvandler et Diana Ross-sample til en klassisk 21 Savage-stemning, hvor pistolerne får fjenderne til at flygte. Det tunge dommedagsklaver og den dybe, forvrængede bas på ‘Glock In My Lap’ holder mørket i live, ligesom 50 Cent-hyldesten ‘Many Men’ og det monotone omkvæd i ‘Slidin’ er indhyllet i gaden og bandelivet. Som 21 selv beskriver sin dans med det farlige liv: »Black Air Force 1’s dancing with the devil«

21 Savage er altid fantastisk, fordi han kan få selv de mest latterlige linjer til at lyde som en reel dødstrussel, eksempelvis på den dødsensalvorlige ‘Runnin’: »Wipe his nose, it was runnin«.

Og så har hans tekster et metalag, der endnu engang skaber tvivl om, hvorvidt man skal grine eller blive virkelig bange: »You can get hit with one of them guns from my ad-lib« (fra ‘Brand New Draco’).

Størst effekt har teksterne dog, når 21 virkelig dykker ned i sin mentale tilstand og ikke mindst manglende evne til at føle kærlighed. Det kommer bedst frem på ‘RIP Luv’ – en kondolence til den kærlighed, han aldrig vil have ind på livet igen: »Got my first taste of love and I thank you / Savage, never let another woman taint you /… get revenge on every bitch, even if it ain’t you«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den samme tematik blæses flot op med en perfekt balanceret og intens autotune på ‘My Dawg’, og 21 Savages hårde opvækst på gaden gør et stærkt indtryk, når han på lukkeren ‘Said N Done’ mindes de venner, han har mistet: »Rest in peace to Larry, Johnny B, and Tay, man / swear I had a rough past, feel like I grew up fast«.

Men det er ikke kun teksterne, der byder på overraskelser. Også lyden afviger fra den lidt ensformige trap, når 21 og Metro for eksempel møder Drake i den bløde (og lettere platte) ‘Mr. Right Now’ – et i virkeligheden klassisk Drake-nummer med klassiske Drake-linjer, der dog i munden på 21 Savage får sit helt eget (og igen tvetydigt humoristiske) udtryk: »I’m a savage, but I fuck her to a slow song«.

Anderledes bliver det også, når 21 Savage på samme tid både morderisk og lallende bouncer på et 90’er-beat fra vestkysten på ‘Steppin On Niggas’ – et af albummets mest underholdende indslag.

Det lyder måske lidt som en pærevælling. Men takket være Metro Boomins omhyggelige klippe-klister-arbejde – og ikke mindst Morgan Freemans hellige røst gennem hele albummet – bliver de forskellige udtryk ophøjet til en samlet trap-enighed.

Og så skal det siges, at Morgan Freeman altså i sig selv er lidt af et supervåben. For eksempel når han på interludet ‘Snitches & Rats’ nærmest gentænker Vincent Prices legendariske input til Michael Jacksons ‘Thriller’ – nu bare i en 2020-version og altså med en definition på forskellen mellem en »snitch« og en »rat«. Alene dét gør albummet lytteværdigt.


Kort sagt:
Med ‘Savage Mode II’ lever 21 Savage & Metro Boomin fuldstændig op til hypen – både med genkendelige, perfektionerede trap-bangers og overraskelser, der involverer alt fra Drake og bouncy vestkyst-hiphop til dybe hjertesorger.

21 Savage & Metro Boomin. 'Savage Mode 2'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af