Action Bronson rapper om julemanden og Ninja Turtles – men der er en mening med galskaben

Action Bronson rapper om julemanden og Ninja Turtles – men der er en mening med galskaben
Action Bronson. (Foto: Tom Gould)

Action Bronson virker chill. Ikke kun fordi han lader til at få sin daglige dosis grøntsager (læs: bønner). Men også fordi han hviler i sit kunstneriske selv og ikke lader sig påvirke af tidens tendenser inden for hiphoppen.

Nogle vil kalde det kedeligt, men siden debuten i 2011 og gennembruddet med XXL’s Freshman Class i 2013 har Bronson gang på gang vist, at han stadig kan levere, selv om hans stil ikke har ændret sig meget (dog måske med undtagelse af det korte og forhastede ‘White Bronco’ fra 2018).

Vi hørte senest fra rapperen på ep’en ‘Lamb Over Rice’ (lavet med The Alchemist), og med det nye album, ‘Only for Dolphins’, fastholder Bronson sin rolle som en stabil konstant på hiphopscenen.

Og det skyldes netop, at han stædigt holder fast i sin stil, der, selv om den aldrig ligefrem overrasker eller skubber grænser, alligevel fungerer og – ikke mindst – producerer knaldunderholdende lyrik, hvis man giver sig selv tiden til virkelig at lytte.

Den skøre albumtitel udspringer fra Action Bronsons skøre tanker; Delfiner er nogle af planetens mest intelligente væsener, og Action Bronsons musik tilhører altså kun intelligente væsener.

Ret hashkoger-agtigt tankemønster?

Men der er mening med galskaben. For det kræver, hvis ikke intelligens, både tålmodighed og en evne til at fordybe sig og lytte, hvis man virkelig skal sætte pris på ‘Only for Doplhins’ og finne (!) hoved og hale i det sammensurium af referencer til film, biler, wrestling-moves, sportslegender og ikke mindst mad, der udspiller sig i Bronsons skæve univers.

For det er teksterne, der udgør den største styrke på ‘Only for Dolphins’, selv om også sample-samlingerne bevæger sig milevidt musisk; fra stort soulblæs og saxsolo på ‘Capoeira’ og eksotisk mafiastemning på ‘Vega’ til erotisk blødhed (‘Shredder’), cheesy og super velfungerende radiofunk (‘Splash’) og mongolsk stammemusik (‘Mongolia’).

Lyrisk dykker Bronson aldrig rigtig dybt rent tematisk, men som han også selv proklamerer på The Alchemist-samarbejdet ‘Sergio’: »Feelin’ good’s the only thing I know«. Humor er der til gengæld masser af, og det er her, i kombination med avancerede rimmønstre, at albummet virkelig underholder.

Som når han på ‘Splash’ i et højere tempo end på resten af albummet får blandet både julemanden og Ninja Turtles sammen i en sejrsrus: »I’m like a ninja turtle, battletoad / T-tops on the black Camaros / spinnin’ shit like a hammer throw / smash pussy like cantilope / I’ll eat your cookies, fuck the Santa note«. Eller når han på ‘Cliff Hanger’ glædeligt tager imod seksuelle ordrer: »That ass is hot, you could crack an egg and cook it / she told me, shake my dick, I shook it«

Eller i det hele taget bare, når han åbner munden og siger et eller andet, endda i sine introer og mic-checks: Som »author / singer / dancer / exotic olive oil taster (chiropractor)« fra ‘C12H16N2’ (ja, det er den kemiske formel for DMT), eller åbningslinjerne til ‘Cliff Hanger’: »Young swinger / young Gary Sheffield / young Captain / young everything«.

Lyriske guldkorn er der altså nok af.

Problemet med Action Bronson er bare, at man skal have delfin’ske evner for at følge med, og når teksterne præsenteres konstant tilbagelænet og uden det store engagement, flyder det nemt sammen til en mudret spoken-word optræden, endda en til tider kedelig en af slagsen.

Men det er altså præmissen hos Action Bronson – og har altid været det. Så enten må man slå ørelapperne ud og lade sig underholde af et kringlet sind, eller man kan læne sig tilbage og stene helt ud til lyden af en Queens-rapper, der stener helt ud.


Kort sagt:
På ‘Only for Dolphins’ holder Action Bronson stædigt fast i sin stil, der, selv om den aldrig ligefrem overrasker eller skubber grænser, alligevel fungerer og – ikke mindst – producerer knaldunderholdende lyrik. Hvis man altså giver sig selv tiden til virkelig at lytte.

Action Bronson. 'Only For Dolphins'. Album. Loma Vista.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af