Efterhånden kender de fleste James Blake som en digital crooner, der krænger hjertet ud over følsom, elektronisk soul – senest på sidste års mesterlige ‘Assume Form’-album.
Men der var altså engang, hvor den nu 32-årige englænder sigtede mod dansegulvet. Hvor han leverede eklektiske dj-sets verden rundt, lavede skelsættende remixes (det her er min favorit) og skubbede den britiske klublyd frem mod nye horisonter.
På den fire numre lange ep ‘Before’, der netop er blevet sluppet løs, er James Blake atter tilbage på klubben. Eller klubben og klubben … det er måske for meget sagt.
Men udtrykket er i hvert fald langt mere poppet og uptempo i forhold til, hvad man forventer fra Blake i øjeblikket: Fra den glitrende 2-step på ‘I Keep Calling’ til den strygerbesatte house på ‘Before’
James Blake har været ekstremt aktiv i 2020 med singler, covers og produktioner for andre kunstnere.
At han samtidig har haft tid til at lave et venstresving som ‘Before’ er beundringsværdigt.