Det var lige begyndt at blive lidt stille omkring 6ix9ine. Efter et år, hvor den kontroversielle rapper har skabt kaos på hiphopscenen med beef, PR-stunts og en masse ny musik, var det som om, verden kollektivt blev træt af den opmærksomhedshungrende musiker.
New York-rapperens album ‘TattleTales’ floppede, og sidst vi hørte fra ham, var det fordi han blev sagsøgt for seksuelle overgreb mod et barn, eller fordi han var indlagt på et hospital efter en overdosis slankepiller.
Nu kommer der dog endnu et stort projekt, der omhandler rapperen. Nemlig en dokumentarserie ved navn ‘Supervillain: The Making of Tekashi 6ix9ine’, der har premiere i starten af 2021, og som blandt andet er produceret af musikmagasinet Rolling Stone.
I den netop udkomne trailer bliver gamle videoklip af 6ix9ine klippet sammen med eksempler på, hvad forskellige medier har kaldt ham, alt imens rapperen selv giver en voiceover, hvor han forklarer, hvordan han skabte ‘karakteren’ 6ix9ine. »Fuck at være en superhelt«, siger han blandt andet: »Jeg vil være en skurk«.
Dokumentarserien kommer til at kortlægge rapperens vej til en status som hiphopscenens største troll og mest hadede artist, og den kommer til at indeholde et nyt interview med rapperen, der er lavet efter løsladelsen fra fængsel tidligere i år.