1. Romy ‘Lifetime’
Romy Madley Croft fra The xx har endelig udgivet sin længe ventede første solosingle – og selv om der stadig er en underliggende bagkant af melankoli i hendes vokal, er det et forfriskende klubbet og euforisk udtryk, der bærer sangen.
2. Ganger ‘Bunker’
‘Bunker’ er et højdepunkt på Gangers nye ‘Tro’, og nummeret emmer af den slagkraftige, rørstrømske tone, der er definerende for albummet. Men samtidig er det også en behagelig, næsten decideret lun lytteoplevelse.
3. The Minds of 99 ‘En stemme’
»Nok vores mest eksperimenterende sang til dato«, siger Niels Brandt om ‘En stemme’. Den elektronisk orienterede sang tager dog chancer på totalt andre måder end tidligere vovestykker som ‘Fuglebur’ og ‘Liber’ – det er et tårnhøjt lydlandskab i konstant udvikling, hvilket munder ud i et vildt trance-stykke fire minutter inde.
4. Ham Fra Syd & Barber ‘Uha da da’
Aarhus-rapperen Ham Fra Syd er for tiden en af landets hovedeksponenter, når det kommer til den danske udgave af drill. Her har han allieret sig med Barber (fra Don x Lee x Barber) til et catchy, nærmest ligefrem hitparat bud på, hvad genren kan i en dansk kontekst.
5. Omar Apollo ‘Dos Uno Nueve (219)’
Omar Apollo fokuserer typisk på r’n’b og indiepop, men med sin nyeste sang har han bevæget sig over i den mexicanske folkemusikgenre corrido. Hans take på stilarten er friskt, gribende og ikke mindst personligt.
6. Drew Sycamore ‘I Wanna Be Dancing’
Drew Sycamores nye single er et stykke optimistisk, feel good-popmusik, der leder tankerne hen mod Whitney Houstons mest festlige momenter. Det vidunderligt catchy nummer lover godt for danskerens næste album, som der ikke burde være længe til.
7. Emi Wes ‘Five Miles’
Emi Wes’ anden single under dette navn (hun udgav tidligere som Emilie Ramirez) stikker i fuldstændig modsat retning af debutsinglen ‘Issues’. ‘Five Miles’ er støvet, beskidt og spækket med nerve – og er samtidig en dejligt fængende popsang.
8. Mørkeblødt ‘Drøm’
‘Drøm’ er den første single fra Mørkeblødt, siden manden bag, August Otto Sandfær, er kommet i stald hos W.A.S. Entertainment. Nummeret er en dyster synthpopsag, der præsenterer en kold, fyldig lyd side om side med gribende dansksproget lyrik.
9. Sivas, Kesi & Noah Carter ‘Comfy’
Tre af dansk hiphops sværvægtere mødes på ‘Comfy’, hvor de vidt forskellige vokaler skaber godt med dynamik. Det er tight og løssluppent på én gang – og så har Hennedub lavet et beat med lidt atypisk inspiration fra UK Garage.
10. Jorja Smith feat. Popcaan ‘Come Over’
R’n’b-sangeren Jorja Smith har begået sin muligvis mest rendyrkede popsang nogensinde i form af ‘Come Over’. Til dette har hun allieret sig med dancehall-kanonen Popcaan, der giver noget køligt modspil til Smiths som altid imponerende vokal.