OBS: Grundet de igangværende forhandlinger mellem Koda og Google er der mange nye sange, som vi her i Danmark ikke kan høre via Youtube. Derfor er ugens Top Tracks mestendels uden videoer, men du kan som altid finde dem alle i Spotify-playlisten nederst.
1. Slowthai feat. James Blake & Mount Kimbie ‘Feel Away’
Den ellers meget hårdføre Slowthai viser sin mere følsomme side på dette track, og i den anledning har han fået assistance fra et par landsfæller, der længe har brilleret i at få sårbare toner ud af elektronisk musik – resultatet er smukt.
2. Faber ‘Rosa Gift’
Efter en imponerende, intens koncert på Uhørt 2020 udgiver Viola Faber dette dramatiske, hæsblæsende stykke electropop. Den tunge synthbas rammer så hårdt, at det er let at miste pusten.
3. A. G. Cook ‘Beautiful Superstar’
Det er blot lidt over en måned siden, PC Music-stifter A. G. Cook udgav det tre timer lange ‘7G’, men allerede nu er efterfølgeren ‘Apple’ landet. Vi er helt vilde med den inderlige, kærlige popsang ‘Beautiful Superstar’, der torsdag gav os en forsmag på albummet.
4. Emi Wes ‘Issues’
Hvis du gik og undrede dig over, hvad der var blevet af den spirende kunstner Emilie Ramirez (som vi kårede til Breakin’ Sound tilbae i 2016), så er hun tilbage nu under navnet Emi Wes. Hendes første single under dette navn er en skrøbelig, Robin Hannibal-produceret klaverballade, der viser en mere intim, indadvendt lyd, end hun udgav under sit gamle navn.
5. Hjalte Ross ‘Adrenaline’
Folk-darlingen Hjalte Ross er på vej med en efterfølger til den fornemme 2018-debut ‘Embody‘. ‘Waves of Haste’ udkommer 20. november, og førstesinglen ‘Adrenaline’ varsler om en mere sprudlende, barok lyd.
6. Dopha ‘3 Years’
Mens vi venter spændt på Dophas debutalbum, ‘The Game’, smider hun denne flotte, Lana Del Rey-kanaliserende popsang, der emmer af både ynde og kant – og som munder ud i en hårrejsende outro.
7. Action Bronson feat. Hologram & Meyhem Lauren ‘Mongolia’
Action Bronsons seneste egentlige album skuffede gevaldigt, men efterfølgeren lover godt. Rapperens sprøde vokal lyder fremragende over det knasende sitarbeat på ‘Mongolia’, og med sig har han brødreparret Meyhem Lauren og Hologram, hvis støvede stemmer komplementerer ham fornemt.
8. Kh Marie ‘Opringning’
‘Opringning’ er det smukke åbningsnummer fra Kh Maries debutalbum, der udkommer om en uge via Escho. Nephew-medlemmet har her kreeret en æterisk, forførende synthpopsang, der vækker nysgerrighed til at udforske albummet yderligere.
9. Pup ‘Rot’
Punkgruppen Pup blæste os sidste år omkuld med det kriminelt oversete album ‘Morbid Stuff’. Nu annoncerer gruppen, at vi 23. oktober kan forvente en ep betitlet ‘This Place Sucks Ass’ med sange, der blev ekskluderet fra ‘Morbid Stuff’ for simpelthen at være for skruppelløse. Singlen ‘Rot’ er dog ganske spiselig, og som forventet er den enormt velskrevet.
10. Barselona ‘Kære Decembernat’
Barselona har netop udgivet deres tredje album, ‘1 dag er vi 1 minde’, der afsluttes af den vemodige ‘Kære Decembernat’, som slår flot krølle på udgivelsen.