Action Bronsons ’White Bronco’ er en lunken samling uambitiøse hiphopfragmenter
De seneste par år har det føltes som om, hiphopalbum bare er blevet længere og længere. Det kulminerede i år med at blandt andre Rae Sremmurd og Migos, der udgav så lange album, at det er svært lige at blive i humør til at lytte dem igennem fra ende til anden igen.
Så skete der dog samtidig det fantastiske, at Kanye West sørgede for at vise verden, at man sagtens kan lave stærke hiphopalbum, der varer blot 20-30 minutter. Dette har kunnet mærkes i resten af hiphopverdenen, der de seneste måneder har set en del forbavsende korte studiealbum. Alene i sidste uge udgav både Vince Staples, Yung Lean og Action Bronson således plader, der varer under en halv time.
Action Bronson stikker lidt ud i dette sortiment. Han er fra en ældre skole end de andre. Selv om han debuterede i 2011, bliver han med god grund oftere sammenlignet med Wu-Tang-veteranen Ghostface Killah end med nogen nyere kunstner – og det handler lige så meget om hans stemme og flow som hans artistiske tilgang.
På ‘White Bronco’ serverer han 11 sange på blot 26 minutter. Det resulterer i en ret kort gennemsnitslængde. Korte hiphopsange er ikke et problem i sig selv, men Bronson angriber det på en oldschool facon; beatet skal gerne bruge et par takter til at lægge sig, før han rapper over det, og han er ikke bleg for at sætte en skit i den ene eller anden ende af et nummer. Sådan nogle ekskurser ender med at betyde, at Bronsoliño bruger alt for kort tid per track på at rappe – og hans rap er altså trods alt stadig det, der er albummets væsentligste indhold.
På den måde ender ‘White Bronco’ med at føles som en samling lovende sangfragmenter, men det er kun et fåtal af numrene, der føles fuldendte. ‘Irishman Freestyle’ er et af de få, der flot udnytter sin spinkle længde – her praler Bronson i løbet af ét vers om sin rolle i den kommende Martin Scorsese-film ‘The Irishman’. Det er netop indhold, der fungerer bedst til et enkelt vers, og det ville føles tacky, hvis man smed det oven i en generisk pralesang.
Det er dog langt fra alle af disse afstumpede tracks, der føles nær så helstøbte. ‘Live from the Moon’ kommer ikke særlig langt med sit halvhjertede science fiction-koncept, trods titlen er ‘Mt. Edna’ totalt fejlslagent i at etablere sig som det weed-anthem, det ifølge outroen ønsker at være, og selv når han på ‘Telemundo’ prøver med nogle sammenhængende bars om narkohandel i bedste Pusha-T-stil, fiser tracket ud, før det når noget interessant sted hen.
Instrumentationen, der især låner fra soul og jazz, er ikke spor ringe, men det gør det blot endnu mere synd, at Action Bronson ikke udnytter underlaget bedre. Jovist, musikken står flot til hans hæse vokal, men mange af sangene kunne virkelig tåle et godt hook, der fremhævede lydene bedre – og stærke hooks er der slet ikke tid til, når vi har at gøre med et album, hvor stort set alle tracks skal afsluttes, så godt som de er gået i gang.
Kort sagt:
Den ene kreative linje hist og her undskylder ikke, at ‘White Bronco’ er en samling uambitiøse sangfragmenter. Action Bronson opnår ufatteligt lidt med sin oldschool tilgang til hiphop, når han skal begrænse sig så meget, som han gør på denne blot 26 minutter lange udgivelse.