10 virkelig gode album, vi missede i løbet af 2019

Der udkommer så sindssygt meget musik i løbet af et år, og til tider er der album, som vi desværre overser eller ikke lige får anmeldt. December er den helt rigtige måned til at råde bod på sådanne svipsere, så her er ti fremragende udgivelser fra 2019, som vi ikke har givet den opmærksomhed, de fortjener – indtil nu.
10 virkelig gode album, vi missede i løbet af 2019
Summer Walker.

1. Headie One ’Music x Road’

Efter mange år som gadeorienteret drill-rapper skabte Headie One en af årets stærkeste udgivelser på den britiske hiphopscene ved at polere sin lyd lige akkurat nok til, at han tog springet fra undergrundsnavn til ægte stjerne.

Det hjælper selvfølgelig, når man kan trække på Dave og Skepta til de fantastiske singler ’18Hunna’ og ’Back To Basics’, men på begge de sange er det faktisk Headie Ones indifferente, ekstremt elegante flow, der dominerer.

Headie lyder stedvis, som om han er lige ved at falde i søvn, men af en eller anden grund er det det, der gør hans vers så specielle. Især hittet ’Both’ og omkvædet på ’18Hunna’ er eksempler på, hvordan UK-rapperens simple, men stærke hooks sidder fast i ugevis.

2. Kim Petras ‘Turn off the Light’

Den tyske popsensation Kim Petras udgav to album i år – debutalbummet ‘Clarity’ og et Halloween-tematiseret album, der skulle inkludere hele hendes ligeledes Halloween-tematiserede 2018-mixtape ‘Turn Off the Light, Vol. 1’. Vi havde aldrig forventet, at Halloween-albummet var det, der ville imponere mest, men at forene poleret electropop med tonsvis af gyser-ikonografi skaber altså en dikotomi, der fungerer eminent.

Petras inddrager også elementer af house og synthwave for at skabe det helt perfekte halloween-soundtrack. Det er lidt cheesy, men i nøjagtig den grad, hvor man ikke kan lade være med at smile af det – som en horror-B-film, der leveres med et godt glimt i øjet.

3. Summer Walker ‘Over It’

»You acting kind of shady / you ain’t been calling me baby«, synger Summer Walker på ‘Playing Games’ med reference til Destiny’s Childs 1999-hit ‘Say My Name’. Og mens der er nogle klare klassiske træk over den 23-amerikaners r’n’b, så er ‘Over It’ også meget lyden af 2019 med London On Da Track som gennemgående producer.

Det er lækkert, lummert og selvsikkert, og med Summer Walker fik vi både en ny Atlanta-stjerne samt et album, der formåede at kigge simultant frem og tilbage i r’n’b’ens tidsregning.

4. Megan Thee Stallion ’Fever’

Vi havde egentlig fået at vide, at tiden var løbet fra rappere a la det her. At al ny hiphop skulle være punket, emo-agtig, autotunet eller mumlende. Men Megan Thee Stallions gennembrudsalbum ’Fever’ ignorerede totalt den teori og gav os 14 benhårde hiphop-tracks, der satte den rendyrkede rap i højsædet.

Det er sigende, at en af albummets stærkeste numre er slutsangen ’Running Up Freestyle’, der primært er en lyrisk magtdemonstration. Men Megan Thee Stallion er ikke bare endnu en lyrisk rapper. Hun kombinerer sin tekniske kunnen med den slags tunge beats, som Soundcloud-rappen har populariseret – stærkest på genistregen ’Cash Shit’ med DaBaby, der har en lignende, intens rapstil.

5. 100 Gecs ‘1000 Gecs’

Få grupper har i 2019 delt vandene som 100 Gecs. Nogle synes, at deres ekstreme, autotunede popeksperimenter er ufrivilligt morsomme eller endda ulidelige at høre på. Og det er der egentlig ikke så meget at sige til. For lyden er ekstremt grænsesøgende. Men det er også det, der er så fedt ved dette album. På tværs af blot 23 minutter finder Dylan Brady og Laura Les hele tiden nye måder til at provokere og prikke til dine musikalske og æstetiske sanser.

Indflydelserne tæller trance, emorap, hyperpop, nightcore, ska, industrial, metal, trap, dekonstrueret klubmusik. 100 Gecs svælger i at være så smagløse som muligt, og der er nærmest en vis punkattitude over deres tilgang til musikken. Uanset om du kan lide det, garanterer vi for, at 100 Gecs vil efterlade et indtryk.

6. Pop Smoke ’Meet the Woo’

Drill-genren er hiphoppens sorte får. En musikretning, der holder sig i undergrunden, fordi den er så voldsom, at både scenens fødeby Chicago og London aktivt har bekæmpet den med censur og koncertaflysninger.

I 2019 bragte Pop Smoke stilen til New York og gjorde den til byens soundtrack med ’Meet the Woo’, der pudsigt nok mestendels er produceret af 808Melo, der kommer fra London-scenen.

Kombinationen af minimalistiske, kolde beats og Pop Smokes mørke, rå vokal er måske ikke den mest fleksible størrelse i verden, men den er exceptionelt effektiv. ’Welcome To the Party’ lyder som verdens uhyggeligste fest, ’Dior’ får shopping til at lyde som en dødsmarch, og ’Scenario’ kombinerer den kolde drill-lyd med noget, der næsten kunne lyde som et klassisk New York rap-sample fra starten af 00’erne.

7. Pup ‘Morbid Stuff’

‘Morbid Stuff’ er blevet kaldt poppunk, og mens den beskrivelse ikke rammer helt ved siden af, og albummet absolut er Pups hidtil mest poppede, så skal man ikke forvente noget, der blot følger i hælene på Green Day, Blink-182 eller My Chemical Romance. Pup har absolut det samme øre for dynamik og melodi, som genrens mastodonter havde på deres bedste album, men deres musik har fået filet kanterne af, hvilket gør, at musikken føles både potent og upoleret trods dens popelementer.

‘Morbid Stuff’ har en slagkraft, som poppunk (eller mere rendyrket punk for den sags skyld) kun sjældent har set de senere år. Pup præsenterer her en moderne angst, der har vækket genklang, og gør det ved blandt andet ved at trække på deres rødder i post-hardcore på en måde, hvor de catchy melodier blot gør, at bandets frustrationer sætter sig endnu mere fast.

8. Claus Hempler ‘Kuffert fuld af mursten’

Claus Hempler begyndte at skrive på dansk, drømte om en sang og endte i 2019 med at udgive sit første album nogensinde på modersmålet. Det viste sig at være en god beslutning, for her fik den 49-årige crooners tekster liv, som var de »vildt fabulerende lagner hængt på tørresnoren« i vestenvindens susen, som det lyder i ‘Jeg drømmer om en sang’.

Salig Leonard Cohen spøger ofte i kulissen i den højstemte musik, og i sporet på den afdøde mester kommer Hempler flot i mål med sine både kritiske og humoristiske selvbetragtninger – den slags, hvor man slipper afsted med at kalde sig selv en ‘gammel travhest’.

9. Little Simz ‘Grey Area’

UK-rapperen Little Simz kastede sig i 2016 over konceptalbummet med det komplekse, jazzede ‘Stillness in Wonderland’, men lavede i år en 180 graders vending med ‘Grey Area’, hvor strukturen og lydbillederne på en gang er mere spartanske og mere legesyge. Hun udforsker et væld af forskellige, spændende lyde – muligvis flere end nogensinde før.

Little Simz’ lyrik sætter sig også i kroppen. Hun er lige så politisk og personligt reflekteret, som hun alle dage har været, men her er hun mere kompromisløs, end vi tidligere har hørt hende. Det gør kun de følsommere øjeblikke endnu stærkere, at de er sat over for nogle af Simz’ mest aggressive numre hidtil.

10. Polo G ‘Die a Legend’

Det seneste års tid (og i kølvandet på folk som Future og Lil Durk) er en melankolsk, næsten emo-agtig og sørgmodig form for ghettosang blevet populær, hvor rappere bruger autotune til at besynge gadelivets grove sider. Scenens stjerner hedder Lil Tjay, YoungBoy Never Broke Again og især Polo G, der har givet den specielle subgenre et af årets stærkeste værker i form af ’Die a Legend’.

Sangene pendler mellem nærmest sørgmodige trusler på ’Pop Out’ til tracks om at klare sig gennem alverdens ulykker som ’Through Da Storm’. Det er gangstarap og trap fortalt med emo-musikkens udgangspunkt – og det giver de rå gadefortællinger en ny, følsom dimension.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af