Goss er virkelig inde i en god stime. I oktober udgav han sit debutalbum, det genrefusionerende og ekstremt stærke ‘Group Therapy’, hvilket i weekenden blev fulgt op med en overlegen koncert i Amager Bio.
Nu imponerer Goss igen med en livesession-video med nummeret ‘I Might Stop Dreaming’, hvor hans intense vokallevering og følelsesrige fløjtemelodier kommer i fuld fokus.
»Sangen handler om at elske en anden så meget, at man gerne vil bruge en del af sit eget liv til at gøre ekstra plads til den person. Den handler også om den balance, der altid vil være i alle kærlighedsrelationer. En balance, der konstant skal holdes i skak og som hurtigt kan tippe«, fortæller Mads Damsgaard Kristiansen aka Goss til Soundvenue og fortsætter:
»Mange af dem, jeg har spillet sangen for, synes den er meget sørgelig, men sådan har jeg det slet ikke selv med den. Jeg synes, det er en optimistisk sang: En kæmpe kærlighedserklæring. En opløftende ting. Det var vigtigt for mig at lave en livesession med den her sang, for det er en af de sange på min plade, som betyder mest for mig, og det føles rart at give den lidt ekstra liv. Videoen er en lille corona-gruppeterapi med mig selv«.