Goss demonstrerede uforlignelig vildskab og scenetække i Amager Bio
På album er det ikke til at høre, at Mads Damsgaard Kristiansen er stemmen bag både det hedengangne, højoktane synthrock-band Reptile Youth og det sjælfulde country/r’n’b-soloprojekt Goss. Til koncert er det noget lettere at mærke, at vi har at gøre med samme karakter. For der er ingen, der har scenetække som ham.
Jeg har aldrig før set ham live under navnet Goss, men jeg må sige, at jeg ikke forventede, at han var nær så manisk animeret, som han var i Amager Bio lørdag aften. Debutalbummet ‘Group Therapy‘ er et meget indadskuende værk, og mens jeg absolut havde forventet, at han stadig var en ekspressiv performer, troede jeg naivt, at hans nye musik var uforenelig med den vildskab, der i sin tid gjorde, at Reptile Youth var garant for en storslået koncertoplevelse.
Jeg tog heldigvis fejl, for Goss fik problemfrit festliggjort sin nye country-inspirerede retning. Lyden var over en bred kam mere rå og barsk end på albummet, og jeg mærkede henvisninger til navne som Meat Puppets, The Gun Club og Hank Williams III, der på hver sin måde har ført barsk, upoleret punk sammen med countryens ærlige inderlighed.
Han spankulerede, hoppede og dansede rundt på scenen – men imponerende nok fik det aldrig hans sange til at fremstå som trivielle festbaskere. Tværtimod understøttede det deres intensitet. Som om Goss havde så meget på hjerte med disse tracks, at det var totalt umuligt for ham at stå stille. Det hjalp også, at han sang fremragende – ja, det er egentlig imponerende, at han ikke mistede pusten.
Hans bandsetup var dejligt simpelt – han havde blot en guitarist, en bassist og en trommeslager ved sin side. De var med til at give numrene en lidt mere skramlet, men stadig absolut tjekket lyd. Som performere var de rendyrket cool. De havde godt med Clint Eastwood-attitude, men de sørgede for at holde sig i baggrunden, så Goss selvsagt kunne stå i centrum.
Til ét enkelt nummer, et cover af Majical Cloudz-sangen ‘Silver Car Crash’, lod han bandet tage en pause. Goss hoppede ned i midtergangen blandt publikums siddepladser og tog den alene i en a cappella-udgave. Her føltes han lige en tand mere sårbar, end han ellers formåede at være. Det hjalp i grunden også, at han lige måtte tilbagekalde sin guitarist for at spille et E, så han kunne finde tonearten. Han føltes ekstra menneskelig.
Derefter fortsatte festlighederne – blandt andet med gæsteoptrædener fra selveste kæresten Mø på ‘There’s Just so Much a Heart Can Take’ og hans support-act, den spirende r’n’b-sanger Mercedess på det uudgivne soulnummer ‘Blue’. Og når en Mø-optræden mest af alt føles som et komma i setlisten, er der ingen tvivl om, at vi har at gøre med en storslået koncert.
Kort sagt:
I Amager Bio tilførte Goss sine country-klingende popsange noget vildskab og sårbarhed, der gjorde dem endnu mere vellykkede. Det var råt, det var ærligt, og ikke mindst havde han en scenetilstedeværelse som ingen anden.