1. Billie Eilish ‘Therefore I Am’
Billie Eilish vender tilbage til det creepy, magtfulde hjørne, hun tidligere har mestret på store singler som ‘Bad Guy’, ‘Bury a Friend’ og ‘All Good Girls Go To Hell’. Resultatet er blændende.
2. Joyce ‘Mand mig op’
Det er kun få måneder siden, Joyce udgav det stærke debutalbum ‘Formskifter’, men allerede nu er de tilbage med dobbeltsinglen ‘Mand mig op’ / ‘Så kigger jeg ned’. Vi er især begejstrede for a-siden, hvor rockbandet viser sig fra sin mere indadskuende, reflekterede side.
3. Kesi & Icekiid ’72 timer’
To af landets mest succesfulde rappere har allieret sig på en ep, hvorfra vi i denne uge løbende har fået sangene at høre. Vores favorit er titelnummeret, der refererer til, at hele værket blev til på blot tre døgn.
4. Rico Nasty ‘OHFR?’
Den højtråbende rapper Rico Nasty og 100 Gecs-producer Dylan Brady er et formidabelt match. Det har de vist før, og det slår de fast endnu en gang med ‘OHFR?’, der fungerer som optakt til rapperens imødesete album ‘Nightmare Vacation’, der udkommer 4. december.
5. Elba ‘Rings Out’
Kærlighedssange er der nok af i verden, men ser vi bort fra Nashville-country, er der langt mellem sange, der omhandler ønsket om at blive friet til. Det danske talent Elba giver denne tematik den fulde dancepop-behandling med et pumpende technobeat.
6. Stepz ‘4Matic’
Stepz udgav sit debutalbum sidste år, og denne uge kom efterfølgeren ‘Stepzologi II’. Et af vores yndlingstracks derfra er ‘4matic’, hvor rapperen viser spændvidden i sin levering over et vovet, lidt mystisk beat fra Nicki Pooyandeh.
7. Yung ‘Above Water’
22. januar får vi langt om længe et nyt album fra Yung, et af det seneste årtis bedste danske rockbands. Mens vi venter på ‘Ongoing Dispute’ kan vi nyde den ængsteligt støjende forsmag ‘Above Water’.
8. Future & Lil Uzi Vert ‘That’s It’
Fællesalbum fra Lil Uzi Vert og Future ud af det blå? Ja tak! Det festlige track ‘That’s It’ har fået en video, og det er et klasseeksempel på den overlegenhed, de to autotune-rappere demonstrer i fællesskab.
9. Karl Meyer ‘Let’s Run Sugar’
Du kender måske Karl Meyers stemme fra den lidt jazzede popgruppe Glød, der havde vind i sejlene tilbage i 2018. Nu er Meyer gået solo, og debutsinglen ‘Let’s Run Sugar’ har en afslappet, lækker klang, mens de smukke blæsere absolut også fortjener opmærksomhed.
10. Emil Kruse feat. Kå ‘La os finde på noget’
Emil Kruse har netop udgivet albummet ‘December’, og vi er ret vilde med Kå-samarbejdet ‘La os finde på noget’. Et roligt housebeat giver mulighed for den mest nærværende, varme side af de to producer-rappere.