Miklo har været et af årets mest spændende nye navne på hiphopscenen, og nu slutter den maskerede rapper året af med manér. Han har nemlig netop udgivet en ny sang med tilhørende musikvideo.
Nummeret hedder ‘Miklo’ og viser rapperen i sit mest festlige hjørne. Miklo indtager pladeselskabet Universals lokaler med champagne, rapper om at han er bedre end Eminem og lader i det hele taget til at hygge sig gevaldigt.
Selve videoen er desuden – ligesom ‘Lazy Bop’ fra tidligere i år – fuld af farverige effekter. Miklo står i et snelandskab det ene sekund og har flammer ud af øjnene det næste. Der er tydeligvis kælet for detaljen.
‘Miklo’ udkommer blot omkring to måneder efter, at rapperen udgav sin debut-ep ‘Artist’, så han har tydeligvis ikke tænkt sig at sætte farten ned, nu hvor der er kommet godt gang i karrieren.