‘WAP’ er en af årets allerbedste sange, men det er også et opsigtsvækkende nummer, fordi det handler om kvinder, der rapper om sex på en bram- og skamfri måde.
Det har ført til, at kommentatorer fra medier som Fox News har fordømt sangen, hvilket man jo kunne forvente. Men nu har en overraskende person meldt sig ind i det ellers overvejende konservative kritikerkor. Nemlig selveste Snoop Dogg.
Den 49-årige rapper har således i weekenden gæstet tv-programmet ‘Central Ave’, hvor han blandt andet havde følgende at sige om ‘WAP’:
»Oh my God. Sæt lige farten ned. Altså, sæt farten ned og overlad lidt til fantasien. Lad os have lidt mere privatliv, noget intimitet, hvor han finder ud af ting, uden at du fortæller ham om det«, sagde han blandt andet om de to kvindelige rapperes sang, hvorefter det hele blev lidt kryptisk:
»Det burde være en kvindes stolthed og besiddelse. Det er din Nilens Juvel. Det burde du holde fast i. Det er din besiddelse, som ingen kender til, før de opdager den«.
Det hele er altså en smule forvirrende formuleret, men kernen i Snoops argumentation lader til at være, at han synes, det bliver for meget for ham, når de her kvinder rapper for eksplicit om sex.
Hvilket selvfølgelig er lidt spøjst – og mere end en anelse hyklerisk – når det kommer fra en rapper, hvis første album hed ‘Doggystyle’, og som engang lavede en pornofilm som musikvideo. Dén dobbeltmoral er ikke gået Twitters næse forbi, hvor Snoop er blevet kritiseret så heftigt, at han har måtte reagere med et Instagram-post.
»Stop med det der bullshit«, lyder det her. »Jeg elsker Cardi B og Megans musik, og det ved de. Jeg støtter til fulde den kvindelige rapperbevægelse, så stop med at forsøge at gøre mig til en hater«.
Snoop støtter altså de kvindelige rappere. Han synes bare ikke, de burde rappe så meget om sex.