I weekenden fik et storstilet Branco-interview lov til at overtage hele kultursektionen af Politiken. Ja, hele sektionen: Der var nærmest tale om et decideret Branco-tillæg, hvor rapperen fortæller om alt fra tilblivelsen af albummene ‘Euro Connection’ og ‘Baba Business 2’ til åbningen af en ny salatbar i Albertslund.
Men den storhittende artist fik også givet noget af et forsvar for dansk gaderap. For Branco er ikke enig i den kritik, der har ramt rappere som Odense-artisterne Chatle og ZacFromThe9.
Deres seneste musikvideoer, ‘Sort på sort’ og ‘Oppz’, er blevet kritiseret af Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel for at være voldsforherligende. Førstnævne blev endda kritiseret for at være »en rekrutteringsvideo« for bander af Inger Støjberg.
Den kritik er Branco ikke enig i.
»Men sådan skal man ikke se på det. Don’t kill the messenger, som man siger. For i sidste ende formulerer han bare den virkelighed, han ser«, fortæller MellemFingaMuzik-medlemmet således hos Politiken. »Og de selv samme mennesker, der kritiserer hiphop, har jo børn, som sidder og spiller GTA og plaffer hovedet af folk«.
Branco har selv været med til at starte den udvikling mod hårdere hiphop, der nu altså bliver kritiseret af politikere som Odenses borgmester. Og hos Politiken forsvarer han den slags musik med, at den afspejler virkeligheden.
»Nogle rødder fra Vollsmose er lette ofre, og der er ballade derude. Men det er vigtigt, at man forstår, at vi i dansk hiphop er nået til det her punkt, hvor man bare viser realiteterne, som de er«, siger Branco i det store interview.