Hiphopverdenen har ventet i årevis: Derfor er Bobby Shmurdas løsladelse en kæmpe ting

Storhittet ’Hot Nigga’ fra 2014 satte New York-rap tilbage på hiphoplandkortet – og varslede samtidig den globale drill-bølge. Nu er rapperen bag hittet blevet løsladt efter seks år bag tremmer.
Hiphopverdenen har ventet i årevis: Derfor er Bobby Shmurdas løsladelse en kæmpe ting
Bobby Shmurda i 2014. (Foto: Brad Barket/Getty Images)

I slutningen af 2014 var Bobby Shmurda på uventet vis blevet en af verdens mest omtalte nye rappere. Sangen ’Hot Nigga’ var en global succes takket være rapperens umiskendelige karisma – og det på trods af, at nummeret ikke havde noget omkvæd, og at det derudover var et remix af et ukendt track fra det mestendels glemte G-Unit-medlem Lloyd Banks.

Men lige da han var ved at blive en af hiphoppens helt store nye stjerner, blev den dengang 20-årige kunstner og hele den gruppe (eller bande, ifølge det amerikanske politi), han var en del af, arresteret. Bobby Shmurda endte med at blive dømt for blandt andet ulovlig våbenbesiddelse og har været fængslet helt indtil denne uge.

De fleste musikere ville nok være blevet glemt, hvis de kun havde haft et enkelt stort hit og derefter havde tilbragt over et halvt årti bag tremmer. Men sådan er det ikke gået den nu 26-årige mand med det borgerlige navn Ackquille Jean Pollard.

Det skyldes dels, at den lyd, Bobby Shmurda introducerede med ‘Hot Nigga’, har været med til at starte en global musikbølge, der i dag er større end nogensinde. Men også, at den her unge rapper var uendeligt meget mere end bare en enkelt sang.

Hvornår lander kasketten?

Newyorkeren var en af den slags karismatiske kunstnere, der synes skabt til at blive en stjerne. Man er jo nødt til at have noget specielt for at få en freestyle-agtig mixtapesang til at blive et verdenshit. Og det havde Bobby.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Se bare de karakteristiske dansetrin i ‘Hot Nigga’-videoen, der blev berømte som The Shmoney Dance og var et hit på det hedengangne sociale medie Vine (i dag havde det nok været en TikTok-challenge). Her viste den unge artist, at man sagtens kunne være en dansende gangstarapper, længe før Pop Smoke hoppede i danseskoene.

Bobby Shmurda var også genial til at skabe memes og catchy formuleringer. Hans »ah-ahh-ahh«-catchphrase blev berømt, og selve Bobby Shmurdas kunstnerefternavn er blevet populær slang: Hør bare hvordan Cardi B tidligt i karrieren konstant snakkede om Shmoney.

Det bedste meme, Bobby Shmurda fik skabt, er til gengæld hans kasket fra ‘Hot Nigga’. På et særdeles euforisk sted i musikvideoen kaster han den helt enkelt så højt op i luften, at man aldrig ser den lande. Det har senest skabt en ny bølge af memes, der spekulerer i, om det er nu – efter løsladelsen – at kasketten endelig lander.

Der var altså mange ting udover selve sangen ‘Hot Nigga’, der tydede på, at en ny stjerne var født. Men selve den sang er samtidig også større end Bobby Shmurda. ‘Hot Nigga’ lagde nemlig fundamentet for en ny hiphopscene i New York, der siden er blevet del af en global bevægelse.

Dansetrin til dundrende drill

Før Bobby Shmurda var genren drill udelukkende en Chicago-ting. Musikretningen, hvor korte, hakkende flows slynger trusler afsted over dundrende beats, havde opnået ekstremt stor hype i starten af 2010’erne takket være Chief Keef og dennes storhit ’I Don’t Like’.

Drill-lyden var globalt succesfuld, men samtidig også ekstremt lokal. Teksterne handlede tit om indforståede banderelationer og specifikke konflikter, mens selve slanguniverset var anderledes end i resten af USA. Det var på ingen måde selvskrevet, at den her specifikt Chicago-centrerede scene kunne eksporteres til andre byer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men så kom ’Hot Nigga’. Sangen blev det første virkelig store drill-hit (eller i hvert fald drill-inspirerede hit) efter Chief Keefs gennembrud. Og det kom fra en rapper, der var lige så ung som Chicago-rapperne, men som stammede fra en helt anden by: Nemlig hiphoppens fødested New York.

Bobby Shmurda viste dermed, at drill med stor succes kunne eksporteres ud af Chicago. Han demonstrerede samtidig, at den ellers meget voldsomme og bestemt ikke festlige genre rent faktisk var noget, man kunne danse til. Den unge New York-rapper har jo en fest i ’Hot Nigga’-videoen – i modsætning til de aggressive attituder i Chief Keefs ikoniske ’I Don’t Like’-video.

Det var her, drill for alvor begyndte at blive en bevægelse uden for Chicago. Og det var her, en ung New York-rapper for første gang forvandlede genren til decideret festmusik, som det var meningen, man skulle danse til.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I årene efter er drill-blevet et globalt fænomen. Der er opstået scener verden over – fra New York til London og også i Danmark, hvor folk som Miklo, Ham Fra Syd og Shooter Gang er inspirerede af stilen.

Afdøde Pop Smoke blev senere en af genrens helt store stjerner, og lige nu er ’Whoopty’ af New York-artisten CJ en af verdens største sange. De to artister var og er repræsentanter for en dansevenlig drill-æstetik, der kan føres direkte tilbage til Bobby Shmurda.

Nu er Shmurda langt om længe på fri fod igen efter seks år i fængsel. Det er snart syv år siden, ’Hot Nigga’ udkom. Men fordi sangen har været så indflydelsesrig, er det som om, den aldrig rigtig er gået væk. Bobby Shmurda kommer nemlig tilbage til en hiphopverden, der lyder mere som ‘Hot Nigga’ end nogensinde før.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af