Det er nok de færreste, der oprigtigt vil proklamere, at ‘King’s Disease’ er Nas’ bedste udgivelse. Faktisk ville det solide men ikke just banebrydende album fra 2020 næppe komme med i en top-fem over New York-legendens største værker.
Alligevel er det nu for allerførste gang nogensinde lykkedes rapperen bag tidligere klassikere som ‘Illmatic’, ‘It Was Written’, ‘God’s Son’ og ‘Stillmatic’ at vinde en Grammy Award for netop ‘King’s Disease’. Nas blev således tildelt æren for Best Rap Album ved nattens prisceremoni.
Og selv om det måske ikke var det helt rigtige album, veteranen nu omsider har fået sin Grammy for, er det svært ikke at føle, at han har gjort sig fortjent til en pris. I år er det trods alt 30 år siden, Nas startede karrieren. Han er en af New Yorks største rappere nogensinde, og 1994-albummet ‘Illmatic’ gælder som et af de største værker i hiphoppens historie.
Det er altså måske lidt sent, Nas nu får æren, og det er måske ikke det helt rigtige album, der bliver fremhævet. Men i det store og hele er det bestemt ikke ufortjent.