Da vi for lidt under et år siden interviewede den dengang 19-årige Frederik Thrane, var han mere eller mindre lige gået ud af gymnasiet, men hans beats var allerede begyndt at rejse jorden rundt. En af hans produktioner havde for eksempel (til danskerens forbløffelse) fundet vej til latin trap-superstjernen Bad Bunny: »Holy fucking shit«, var den unge beatmagers reaktion på dén nyhed.
I nat har TheSkyBeats – som danskeren kalder sig – haft rig mulighed for at udbryde noget lignende igen, for han har nemlig vundet en af de største priser der findes: En Grammy Award.
Det skyldes, at Bad Bunnys album ‘YHLQMDL’ tog prisen for Best Latin Pop or Urban Album med hjem fra årets prisuddeling. Med på det album er sangen ‘P FKN R’, som Frederik Thrane har produceret, og da alle, der er involverede som producere på et album, tildeles prisen, kan man nu læse titlen »Grammy Award winning producer« på TheSkyBeats’ Instagram-bio.
Det er en pænt imponerende bedrift, men faktisk er Frederik Thranes pris samtidig en brik i en større dansk succeshistorie. Han er nemlig en del af en hel generation af unge, danske producere, der har stor medvind i USA for tiden og står bag stribevis af internationale hits.
Så måske – hvem ved – er det her bare den første af mange danske Grammy-sejre.