Tidligere har P3-vært Pelle Peter Jencel i podcastserien ‘Hvem er…’ gået tæt på fem populære danske musikartister i form af Hans Philip, Volbeat, Hugo Helmig, Kesi og The Minds of 99. Nu er turen kommet til en af tidens mest hypede hiphopnavne: Artigeardit.
Gennem to afsnit fortæller manden med det borgerlige navn Ardit Aliti sin historie – fra barndommen i Mørkhøj og de første spæde skridt som rapper og lyriker under aliaset MC Mastermind til det store gennembrud.
Undervejs beretter Artigeardit om de personlige udfordringer, han har gennemgået, før han slog igennem som artist. Han fortæller blandt andet om usikkerhed i barndommen, fordi han stammede, om at tage til lidt for mange morgenfester og om næsten at miste sig selv til stofferne.
Begge afsnit af ‘Hvem er Artigeardit’ kan nu høres på alle streamingtjenester, på DR Lyd-appen og på P3’s website.
Forleden var Artigeardit også gæst i et andet P3-program, hvor han ved en fejl kom til at afsløre, at hans næste album kommer ud til maj.