Emil Kruse beviste, at man sagtens kan have et brag af en fest til en sid-ned-koncert
Da jeg stod i kø til det sene Emil Kruse-show i Store Vega, havde jeg debutalbummet ‘December’ i ørerne, og når jeg lyttede efter instrumentationen, tænkte jeg: ‘Jeg håber, han stadig har en livetrommeslager’.
Hvilket egentlig er sjovt i forhold til, hvor meget housemusik fylder i hans beats – man skulle tro, at en dj snildt ville kunne gøre alt, der er brug for til en Emil Kruse-koncert. Men der er noget over hans jazzede tilgang til melodier og hans på én gang gennemsigtige og polerede tilgang til lyd, der altså bare gør, at et trommesæt vil gøre lyden dét mere nuanceret.
Helt lykkelig blev jeg så, da jeg opdagede, at det endda stadig var samme trommeslager, som da jeg sidst så Kruse live, nemlig Felix Ewert.
Ewert havde så dejligt meget energi og overskud i Store Vega, og det havde Kruses to keyboardister også. Ja, den ene havde nærmest hele tiden den ene fod oppe på sin monitor, som om han altid var på vej til at løbe ud og deltage i festlighederne midt på scenegulvet. Og det gjorde han skam også en håndfuld gange, hvis der lige var plads til det i sangen – typisk for lige at dirigere publikum til at klappe eller være endnu mere entusiastisk.
Og det virkede absolut. Der var virkelig godt humør i salen. Især i starten, hvor Emil Kruse absolut ikke holdt igen med lige at fyre det ene selvsikre move af efter det andet.
Jovist, der blev måske lige mumlet lidt på et par linjer under ‘Ud med det blå’, og da Bette skulle forbi til en gæsteoptræden, var der noget juks med mikrofonerne (hvilket end ikke ville blive eneste gang i løbet af koncerten, at de drillede). Men der var så meget charme og overskud, at det var let bare at tænke ‘pyt, videre med showet’.
Og ja, jeg ville da også lyve, hvis jeg nægtede at indrømme, at mine elskede livetrommer af og til blev så gennemtrængende, at de gik i vejen for, at man kunne nyde Emil Kruses levering og lyrik ordentligt. Men omvendt gav de også noget puls til nogle af koncertens bedste momenter. ‘Uptown’ blev nærmest helt punkrocket så meget energi, som der var fra alle parter. Trommerne var afgjort mere til gavn end skade.
Midtvejs igennem var det som om, dampen så småt var ved at fise ud af Kruse. Der var knap så meget bevægelse, og til tider trak han bøllehatten længere ned over øjnene, nærmest som om han var ved at trække sig. Rent musikalsk lød det ellers fint, og generelt var Kruse selv her en dygtig performer. Men det begyndte at lugte af rutine.
Så skete der dog noget. Kruse spillede titelsangen fra ‘December’, relativt stillestående og med sparsomt akkompagnement. Det var et overraskende sårbart moment, der gik lige i hjertet.
Og derfra blev festen så endnu stærkere og mere meningsgivende.
Et af højdepunkterne var en gæsteoptræden fra Phlake-sanger Mads Bo (aka Wads.png) på ‘I nat er det nat’, der blev lidt rocket a la The Minds of 99. Både Bo og Kruse fræsede rundt på scenen konstant, og der var så godt gang i den, at jeg nærmest havde en moshpit i kroppen, selv om jeg sad ned ganske stille.
Da Benjamin Hav senere kom på besøg til ‘Air Tonight’, var feststemningen endnu større. Der blev sunget og rappet med for fuld skrue i hele publikum, og der var godt med puls i hele lydbilledet. Det var umuligt ikke at vippe i sit sæde.
Energien nåede kogepunktet, da der derefter blev sluttet af med en ‘I nat er det nat’-reprise, hvor Benjamin Hav vendte tilbage for at deltage i festlighederne med Mads Bo og Kruse.
Når man ender med at have det så festligt, er det sgu let at tilgive skønhedsfejlene.
Kort sagt:
Emil Kruses koncert i Store Vega var ikke uden sine skønhedsfejl, men der var så meget charme, god energi og professionelt overskud, at det på ingen måde var svært at se forbi småproblemerne og have et brag af en (siddende) fest.