‘December’: Emil Kruse kan feste derudaf, men han er bedst, når han læner sig tilbage og folder sine tanker ud
Da første halvdel af Emil Kruses debutalbum ‘December’ (‘Side A’) kom ud i marts, var det med en rapper, der fuldbyrdede sin rejse ind på klubgulvet med housede og UK Garage-agtige tracks.
Men under coronakrisen er klubben lukket igen, den kedelige grå vinter kommer, og med anden halvdel (som nu har resulteret i det fulde ’December’-album) er det som om, Kruse er vendt tilbage til de mere tilbagelænede, kølige produktioner, vi lidt bedre kender ham for.
Titelnummeret, første nummer på anden del af albummet, er en elklaver-seance, der næsten havner i spoken word-kategorien og afslører en mere eftertænksom og dyster tematik: »Stadig på bunden, ikke så meget at gøre godt med / fyld mig op, det her kommer fra et tomt sted«.
Her finder vi en Emil Kruse, der savner ekskæresten på ‘Baby kommer nok igen’, og som vil forsikres om, at det hele nok skal gå på ‘Bare sig’. De selvproducerede beats tager et nøk tilbage, mens Kruse trasker af sted med hovedet i jorden, omsluttet af jazzede, drømmende lydlandskaber, der smyger sig under hans introspektive rap. De to største nye energiudladninger er ‘I nat er det nat’ og ‘La os finde på noget’, der gæstes af henholdsvis Wads.png (Phlakes Mads Bo, der gør det som en tvivlsom Niels Brandt-kopi) og Kå.
Når gæsterne kommer forbi, kan Kruse godt svinge sig op i et mere festligt humør, men alene læner han sig tilbage og lader tankerne flyve. Desværre bliver nogle steder bare for sløve, og de afslappede beats bliver degraderet til baggrundsmusik for hans lange tankerækker. De rumklangs-badede synthesizere og minimalistiske beats koblet med Kruses casual levering kan både være cool, men også i farezone for at blive søvndyssende. Måske netop derfor giver det meget god mening at se de to dele af albummet som en helhed – første del er den festlige, anden del er den mere underspillede.
Albummets skiftende stemninger kan føles lidt som at være i selskab med en af de personer, der altid har jakke på til festen, og som sidder for sig selv ovre i hjørnet, inden de smutter videre uden at sige farvel. Emil Kruse er sin egen, har altid »steder han skal nå hen«. Han går sine egne veje, som han har gjort det de seneste fem år, hvor han ikke har bøjet af for tidens trends, men i stedet forfinet og skabt sin helt egen lyd og sit eget univers. Og så må man også huske, at dem der holder sig lidt for sig selv ofte har meget at byde på, hvis man lytter til dem.
Det har Emil Kruse i hvert fald. På første del af albummet går hans tekster lidt tabt i de hurtige tempi og mange hooks. Men på anden del træder hans storbypoetiske linjer frem i de mange lange vers, hvor det virker som om, ordene kommer til ham som det mest naturlige i verden.
Hvis man lytter efter, er der mange sprogblomster, flotte rim og smukke billeder at finde ved at gå en tur med en Emil Kruse, der vandrer »på fliser / langs boligblokkene, joggende rundt i våde gratis aviser / alene med mine tanker, det skifter«.
Selv om Emil Kruse sagtens kan lægge soundtracket til festerne, er han altså stadig bedst, når han læner sig tilbage og folder sine tanker og sit sprog ud.
Kort sagt:
‘December’ er en blanding af festlig klubrap og mere eftertænksomme, drømmende lydlandskaber, og selv om Emil Kruse sagtens kan stå for en gedigen fest, er han bedst, når han læner sig tilbage og lader sproget få frit løb.