Emil Kruse er en ener på den danske hiphopscene: »Jeg elsker at ramme det helt sårbare«

Han har prøvet lidt af hvert, men under sit eget navn fandt Emil Kruse sin helt egen hiphopstil. Nu er rapperen aktuel med debutalbummet ‘December’ – og han er ikke bange for at krænge hjertet ud.
Emil Kruse er en ener på den danske hiphopscene: »Jeg elsker at ramme det helt sårbare«
Emil Kruse. (Foto: Therese Lærke/Soundvenue)

Før han slog igennem med sin mere poppede, houseagtige og lyrisk motiverede hiphop, lavede Kruse grime i duoen Sleng, og han var også forbi Aesthetic-aliasset, der var rodfæstet i 90’er-hiphop. 

Men nu har han altså slået sit navn fast med sin helt egen stil og endda ramt et bredt gennembrud med singlen ’Air Tonight’, der bragte ham forbi selveste ’X-Factor’. Succesen ændrer dog ikke på udgangspunktet: »Det’ Emil, intet over det sædvanlige«, som han rapper insisterende på titelnummeret fra sit debutalbum ’December’, der udkom tidligere i november.

Udover at byde op til dans gemmer der sig masser af lyriske lag i sangene, der lægger op til fri fortolkning. På det todelte album (hvis første halvdel udkom i april) indkapsler rapperen fredagens sene nattetimer og den euforiske eskapisme, men efterlader lige så meget plads til den uforløste og trivielle tristhed søndag morgen. 

Bag de pulserende beats, som Kruse religiøst sværger til, gemmer der sig nemlig en sand slumpoet, der tro mod sin egen kreativitet kreerer soundtracket til ungdommens fortvivlelse og dansegulv – bevidst eller ubevidst.

Det er en ydmyg, smilende – og til tider genert – Emil Kruse, der møder mig på Soundvenue-kontoret i Indre By for blandt andet at tale om konceptet bag ’December’. Men der går ikke længe, før der kommer festlige anekdoter på bordet – blandt andet om de forskellige gæster på albummet.

For snart to år siden delte du ’December’-traileren med titeltracket, du selv har udtalt definerer albummet – og i april kom Side A så først. Hvordan kom det todelte koncept i stand?
»’December’ satte tonen for Side B, som er mere reflekterende. Jeg arbejdede ud fra, at det skulle være det bærende nummer for resten af pladen. Side A passede til sommer, og Side B til vinter. Det var en todelt følelse. Fredag aften til søndag morgen, det er det rum, pladen bevæger sig i«.

På albummet følger vi dig fra nattelivet ind i det introspektive; kærligheden og ensomheden. Kan du sætte nogle ord på tematikkerne?
»Pladen er mig, mit liv og de tanker, jeg har gjort mig de seneste par år. Det er faser, man går igennem. Der er den store kærlighed, ulykkelig kærlighed, og nummeret ’Ud i det blå’ fanger lidt den dårlige booty-call-stemning. Det er temaer, unge mennesker generelt kan sætte sig ind i«. 

Emil Kruse. (Foto: Therese Lærke/Soundvenue)

Du startede i grime-genren med Sleng og udgav også under Aesthetic-aliasset, før du bevægede du dig ud i de melodiske kendetegn, der definerer din musik i dag. Hvordan har din tilgang til sangskrivning ændret sig? Eller forbliver den ens? 
»Det er meget mig og stadig det samme. Jeg har virkelig steppet op på beats, og så kommer teksten i momentvis og små glimt. Jeg planlægger det ikke. Alle de sange, jeg laver, er skrevet og produceret på samme dag. Jeg kan ikke samle noget op, jeg kan ikke gå tilbage. Jeg fanger viben, når den er der.

Når man har lavet numre som ’Ensom’ eller ’I dine blå’, så skal de med. Der skal være ballade-tunes, hvor man krænger hjertet ud. At ramme det helt sårbare, det elsker jeg. Det er også sværest at lave, men man er bare sig selv 100 procent hele vejen igennem. Jeg elsker de ballader – jeg skal lave nogle flere. 

Det er ikke en pleaser-ting, men jeg elsker at lave noget forskelligt. Jeg prøver at lave ting til den brede befolkning, fordi jeg selvfølgelig gerne vil have, at flere lytter til mig. Jeg prøver at inkludere alle, så det her album har lidt af hvert. 

Måske har nogle en love-hate-relation til mig. Nogle kan lide de stille sange og graviterer til det, og der er nogle, der måske bare er sådan: ’Emil sætter gang i gulvet, lad os køre på knallert og brække os’. Og så er der dem, der siger: ’Ej, Aesthetic, mand, fucking fedt’ og ’hvorfor laver du ikke mere hiphop? Nu er du helt poppet, fuck dig’. Men man skal blive ved med at udvikle sig og lave noget nyt, der tager én andre steder hen. Det føler jeg er meget vigtigt«.

Hvad har ageret inspirationskilder for den nye plade? 
»Digte inspirerer mig generelt. Jeg læste meget Inger Kristensen, Søren Ulrik Thomsen og Dan Turèll. ’Sommerfugledalen’ af Inger Kristensen især. Jeg sad på en café, læste den og blev helt rørt; den gav mig lyst til at gå hjem og skrive. Jeg synes, det kan være svært at finde noget lyrisk herhjemme, der inspirerer mig, fordi jeg bare er mig, det er mit liv, mine regler og mine konsekvenser«.

Og musikalsk?
»Faktisk med ’Ud i det blå’ hørte jeg Ivan Ave, en norsk rapper, og han havde en linje, der lød: »She’s such a beautiful problem«. Den linje er så fed, så jeg oversatte den, og det kickstartede det nummer. Den ene linje.

Efter jeg opvarmede for The Minds of 99 (i Store Vega 2018, red.), det tempo de kører i er bare sygt. Det inspirerede mig til at lave noget, der lå deroppe, noget mere rocket, men stadig mig. Så har jeg hørt rigtig meget Nick Hakim og Charlotte Dos Santos, meget soulmusik. Så har jeg også købt plader, jeg ikke aner en skid om, det elsker jeg«.

Emil Kruse. (Foto: Therese Lærke/Soundvenue)

Hvor vigtigt har det været at have features med? Var der nogle sange, der var sjovere at lave end andre?
»Når jeg har et sygt beat og ikke selv kan skrive noget, hiver jeg fat i andre. Det er lidt en lappeløsning for mig. Mere sådan: ’Kom med noget input, for jeg kan ikke selv lige nu’. Så tænker jeg over, hvem der kunne lyde godt på det, og det skubber gang i mig. Nogle gange har man også bare en random session ligesom sidste nummer (’La os finde på noget’, red.) på B-siden. Det var bare Kå og jeg, der så NBA og lavede beats for sjov.

’I nat er det nat’ var sjov at lave, men også bøvlet. Jonas fra Jung kom forbi og havde læst BT, hvor der stod noget med ’i nat er det nat’, og så var det ligesom det. Han lagde den linje, vi drak whisky og havde det grineren. Det lød fedt med ham på, men så spillede jeg det for Mads (Bo fra Phlake, red.), og han var sådan ’okay, sygt, det gør vi’. 

Tobias Rahim og jeg tog i sommerhus, og han kan være en pain in the ass at arbejde med, fordi han bare svinger en pisk i nakken på én og er sådan ’prøv det her, prøv det her’, og man når ikke at gøre det, før han er sådan ’nej, noget andet!’ Vi havde en aften, hvor vi kun lavede garagemusik. Jeg tror, jeg har seks garagesange bare fra den dag. Vi har faktisk snakket om at lave et mixtape sammen, ham, Kå og jeg, fordi vi har så mange af de der UK-ting liggende. Det sidste nummer, vi lavede, var ’Tempo’. Klokken var fem om morgenen, og vi stod bare med hver vores flaske vin og var sådan ’fuck, det er sygt’. 

’Air Tonight’ var også grineren. Det var obvious, at Benjamin (Hav, red.) skulle med på det. I starten var det ham, der rappede over hele nummeret. Jeg har et memo, han har sendt, hvor han bare rapper fra start til slut. Men jeg skulle også lige være med, så mens han lagde sit første vers i studiet, skrev jeg mit på stedet«. 

Føler du, ’Air Tonight’ har været et skel i din karriere?
»100 procent. Det er klart det største nummer, jeg har, mit første store hit. Altså jeg spillede fucking ’X-Factor’ med det sammen med Remee. Alt ved det var sindssygt, og det er et åndssvagt omkvæd, men den sad der bare. Jeg spillede det på Plænen i Tivoli med Benja og på Bøgescenen til Smukfest, og jeg fik lov til at komme ind og lege joker med det nummer, det har været sygt grineren«. 

Så du er ikke træt af det?
»Nej, det virker stadig«. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan føler du, at din musik skiller sig ud eller passer ind i de normer, der dikterer dansk hiphop anno 2020? 
»Det må være op til folk at tage ind. Jeg prøver ikke bevidst at lave noget, der er anderledes. Jeg følger min egen lane. De to, der ligger tættest op ad det, jeg laver, er nok Benjamin og Kå. Det er også klart, for vi laver ting sammen. Jeg kan godt høre, jeg har min egen lyd og vibe. Jeg laver ikke sange om Balenciaga-tøj eller noget. Jeg gør min ting, og så må folk være med på min vibe – eller det er todelt, der er nogle, der kan det, men nogle siger også ’du skal rappe noget mere’«. 

Hvad synes du generelt om dansk hiphop anno 2020?
»Jeg synes, der sker nogle gode ting derude, der er kommet noget diversitet. Der er kommet nogle nye navne til, som bringer noget andet. Jeg føler, dansk hiphop er et godt sted«.

Hvad ønsker du, folk skal tage med fra pladen? I sidste ende virker udtrykket som om, at der er lys for enden af tunnelen? 
»Det er op- og nedture. Der er en håbefuld tone i det, det er der generelt i min musik. Der er nemlig en lys for enden af tunnelen-stemning. Det er også sørgmodigt, og jeg kan godt lide akkorder, der ikke er for definerende. Musikken skal ikke være for definerende: ’I dag er det sommer, og jeg er glad’ og den slags. Det skal ikke males på dig. Der skal efterlades noget til fantasien, så man kan drømme sig væk i det. Det er åbent. Det kan være party-sange, men der bliver rent faktisk sagt noget. Og det kan jeg godt lide. ’Stjerner’ er måske et lidt sindssygt nummer, og ’Tempo’ også, men ellers er der altid en tanke bag«. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af