Emil Kruses klubbede rap har en smittende energi på ’Side A’
På ‘Tempo’ fra det nye minialbum, ‘Side A’, tager Emil Kruse skridtet fuldt ud som klubrapper. På den front er Kruse en ener på den danske hiphopscene, og sammenstillingen af hiphoppens æstetik over for mere klubbede, tempofyldte stemninger har været definerende for hans karriere.
Men på ‘Tempo’, et old school UK Garage-track, smider Emil Kruse (og gæst Tobias Rahim) hiphoppen over styr og træder helt ind på klubgulvet, komplet med referencer til ’selectors’ og lyden af plader, der bliver spolet tilbage.
Det ville være synd at sige, at Emil Kruse har udviklet en bemærkelsesværdigt ny lyd siden 2017-ep’en ‘I dine blå’. Han gør stadig brug af nogle faste virkemidler: Groovy trommer, svævende synths og akkorder, en jordnær rapvokal og sungne hooks.
Alle hans numre kan koges ned til den essens, som han efterhånden mestrer til perfektion, hvilket gør ‘Side A’ (der er første del af et todelt værk, det fuldendes senere på året) til en utrolig træfsikker og vellydende udgivelse. Alligevel virker det som om, at balancen er tippet mere over mod klubben, og de fleste af de seks nye numre ville gå rent ind på et dansegulv.
Åbneren ‘Ting jeg gør’ har for eksempel et langsomt housebeat med lækre, jazzede maj-akkorder og groovy percussion-elementer. 2019-storhittet ‘Air Tonight’ er også hurtigt, festligt og næsten fjollet med sine legetøjsagtige synths og idiotsikre housetrommer. Det kunne have været dumt, men der er en smittende energi over det, og Emil Kruses lidt gadedrengede kækhed koblet med Benjamin Havs maniske flow gør, at nummeret minder om en festlig, kaotisk sommeraften i byen.
Mindre overbevisende er ‘Stjerner’, der føles som en lidt udvandet version af ‘Air Tonight’-formlen – hvor Benjamin Hav har sin mani, er Kidd, der gæster her, mere bare skør.
Det er måske ikke tilfældigt, at duoen Benjamin Hav og Emil Kruse fungerer, for på en måde minder de to om hinanden i deres fortællende flow og stil.
Men hvor Havs tekster stedvis bliver nærmest meningsløse – »Succes, knock knock, hvem der? så, så / god dreng, godt nok, flot liv, bob-bob«, rapper han på ‘Air Tonight’ – er Emil Kruse mere jordnær og beretter uhøjtideligt om det hurtige, men forvirrende liv i 20’erne. »Altid steder jeg ska’ nå hen / altid videre, ka’ ikk’ gå hjem / jeg snakker med ham, hende og hende der / ligemeget, jeg ved, at det’ ligegyldigt / telefonen ringer, det var hyggeligt«, rapper han på samme nummer.
Hvis der er et aspekt, som måske går tabt i festen, er det dog netop Emil Kruses melodier og tekster, der ikke får lov at blomstre helt, selv om man altid kan fornemme dem.
‘La det gå’ viser, at Emil Kruse stadig mestrer den gode melodi og de poetiske hverdagsbilleder, og at der også er dybere følelser på spil: »Der er langt derhen, men jeg er på vej, så jeg ved / jeg skal nok komme videre ligesom dig«, synger han.
Lukkeren ‘Hjemme igen’ er også mere introspektiv og følsom: »Bange for vi drukner i tårer / det gør ondt, når jeg går / plaster på et åbent sår«, rappes der over det statiske beat.
Det er altså ikke én lang bytur, så selv om ‘Side A’ mest byder op til dans lørdag nat, er der også plads til eftertænksomhed og afslapning søndag eftermiddag.
Kort sagt:
Emil Kruses klubbede rap har en smittende energi, og selv om melodier og tekster stedvis bliver lidt væk, er ‘Side A’ et lækkert og festligt bekendtskab.