Da ‘Westworld’-stjernen Evan Rachel Wood tilbage i februar anklagede sin tidligere kæreste Marilyn Manson for overgreb, fulgte flere andre kvinder trop med lignende uhyggelige beretninger om rocksangeren.
En af dem var modellen Ashley Morgan Smithline, der i et Instagram-opslag beskrev, at hun i dag lider af PTSD på grund af sit tidligere forhold med Manson, fordi han udsatte hende for seksuelle overgreb, vold og tvang. I et nyt interview med People beskriver Smithline nu disse overgreb med flere gruopvækkende detaljer.
»Jeg overlevede et monster«, siger modellen, som lærte Manson at kende i 2010, da han tilbød hende en rolle i en film. Det udviklede sig til et forhold, hvor Smithline gennem to år led under musikerens manipulation, kontrol og overgreb.
»Han blev ved med at fortælle mig: ‘Man kan ikke voldtage nogen, man elsker«, siger Smithline i interviewet, hvor hun husker tilbage på første gang, Manson voldtog hende. Hun vågnede op en morgen og skreg, da hun indså, at hendes arme var bundet, og Manson havde voldtaget hende, mens hun sov. En anden gang brækkede hun næsen, da hun forsøgte at kæmpe imod et af hans seksuelle overgreb.
Hun giver flere eksempler på vold og tvang i interviewet. Rocksangeren skulle blandt andet have skåret hende i maven og drukket hendes blod, spærret hende inde i et glasbur kaldet »de uartige pigers rum« og tvunget hende til at tage nazistiske klenodier med hjem fra sine rejser, hvilket Smithline skammede sig over, fordi hun er jøde.
»Jeg var hjernevasket, og det får mig til at føle mig frastødende«, fortæller Smithline i People-artiklen. »Jo mere jeg lod ham skade mig, jo mere elskede jeg ham, og jo mere beviste jeg mig over for ham«.
Marilyn Mansons repræsentanter udtaler til People, at de »kraftigt benægter hendes påstande«.
Det nye interview med Ashley Morgan Smithline kommer kort tid efter, at ‘Game of Thrones’-skuespiller Esmé Bianco, der også stod frem med overgrebsanklager mod Marilyn Manson tilbage i februar, har sagtsøgt musikeren for seksuelt overgreb, seksuel vold og menneskehandel.