‘Så prøver vi igen’.
Sådan må Suspekt have tænkt, da de for tredje gang annoncerede en række koncerter, hvor trioen langt om længe skulle få lov til at spille sangene fra deres roste 2020-album ‘Sindssyge ting’.
Denne gang ser det dog ud til, at Albertslund-gruppen endelig får lov til at komme ud og optræde, efter corona satte en stopper for såvel en stort anlagt arenaturné samt en række shows i juleferien.
Fra den 26.-29. maj spiller Suspekt således hele fire koncerter i DR Koncerthuset, hvor fokus er på sidste års album.
Som optakt til koncertrækken fangede vi Orgi-E, Bai-D og Rune Rask på FaceTime til en snak om nogle af deres bedste og skøreste liveoplevelser.
Denne uge skal I endelig spille live igen efter en alt for lang pause. Hvad er egentlig jeres bedste koncertminde fra karrieren?
Orgi-E: »Roskilde var selvfølgelig en af de vildeste, fordi det var det største. Men for mig personligt er min favorit NorthSide og Tinderbox i 2019. Det var et rent klimaks. Tinderbox-koncerten ligger faktisk på nettet, hvor man kan se den hele«.
»Det mindede om Orange Scene, men der kunne vi ikke rigtig se folk, fordi det var nat. På Tinderbox og NorthSide var det som om, hele festivalen var der. Jeg har aldrig set så mange mennesker før. Det var midt på sommeren, og vi var ligesom parate og klar og ikke brændt ud eller noget. Det var bare helt varmt lige der«.
Er der et særligt tidspunkt under de koncerter, I især kan huske?
Orgi-E: »Vi havde sådan noget programmeret ild. På et tidspunkt gik det fuldstændig amok, og der var så meget ild, at man skulle ned i en skyttegrav for at klare sig igennem. Vi havde ikke tjek på det endnu – eller jo, vi havde tjek på det, men vi havde ikke helt vænnet os til det endnu. Der var Rammstein-agtigt meget ild!«
Bai-D: »Det var så varmt! Jeg tror, vi alle har prøvet at være tæt på at blive ramt af ilden. Rune, blev du ikke på et tidspunkt ramt?«
Rune Rask: »Det var på en festival, hvor vi spillede i Jylland…«
Orgi-E: »Var det ikke der, hvor vi spillede lige efter Lina Rafn? Vi spillede lige mellem Infernal og Birthe Kjær!«.
Rune Rask: »Jeg kan huske, jeg var helt bagstiv og øm og måtte drikke videre for at komme i gang. Så havde jeg pludselig nogle flammer, der var meget tæt på mig. Efterfølgende begyndte jeg altid at spille med læderjakke. For når flammerne først går i tøjet, sætter de sig fast…«
Det er et godt råd til fremtidige rapstjerner: Hvis man skal have programmeret ild, skal man gå i læderjakke.
Orgi-E: »Ja. Og lad være med at starte ilden, hvis det blæser«.
Rune Rask: »Til Zulu Awards havde jeg flammerne endnu tættere på. Men der havde jeg nogle knapper, hvor jeg selv kunne stå og fyre flammerne af. Det var sgu varmt. Men jeg kunne jo ikke tage en lædermaske på for at beskytte mit ansigt«.
Orgi-E: »Det havde ellers været fedt, hvis du dukkede op i en lædermaske!«
Det kan jo også gå lidt vildt for sig til jeres koncerter. Hvad er det mest skøre, der er sket til en Suspekt-optræden?
Orgi-E: »Vi har nok snakket om det før – men der var en gang, hvor der kom en kvinde op på scenen og tog alt sit tøj af og crowdsurfede med en tampon ud af fissen. Den er svær at overgå! Hun røg ud og crowdsurfede, og så stak der lige en snor ud. Det var noget af en oplevelse«.
I har jo tit haft nogle ret vilde scenesetups – med folk i lædermasker, ild og endda en bartender. Har I en favoritrekvisit fra jeres koncerter?
Bai-D: »Det er baren«.
Orgi-E: »Baren har jo fulgt os lige siden 2003 i et eller andet format. Så har der været bartender på nogle gange, og på et tidspunkt har den siddet på et trommesæt«.
Bai-D: »Der har også været en lille bar, der stod på siden af scenen, så man har en lille sjusstation. Eller som det mindste har vi haft en barstol, man kunne stille noget på«.
Er der så også en bar med til DR Koncerthuset?
Orgi-E: »Det har vi faktisk slet ikke fået snakket om«.
Bai-D: »Det kommer der nok ikke til. Vi skal jo spille pladen fra start til slut. Det er en time og et kvarter. Man kan dårlig nok nå at lave en sjus, altså«.
Orgi-E: »Jeg tror faktisk godt, vi kan afsløre det: Baren kommer ikke med!«
Det bliver jo noget af en omvæltning! Hvordan går det ellers med forberedelserne? Kan I stadig huske alle teksterne fra det nye album? Det er jo efterhånden lidt tid siden, det udkom…
Bai-D: »Vi nåede jo at gå i gang med at øve i to omgange, men så blev koncerterne aflyst«.
Orgi-E: »Vi har øvet os i halvandet år«.
Bai-D: »Nu er det tredje gang, vi skal prøve at holde de shows. Da vi gik i gang med at øve den her gang, var jeg bange for, at jeg skulle fucking starte forfra. Men da vi havde været i gang med at øve et par timer, kunne jeg mærke, at jeg ikke havde glemt det. Det lå faktisk på rygraden. Det eneste, min hjerne kan, er heldigvis at huske tekster«.
Orgi-E: »Det er den sidste glæde, du har tilbage!«
Kan I ellers afsløre lidt om, hvad der kommer til at ske til koncerterne?
Orgi-E: »Vi spiller ’Sindssyge ting’ fra ende til ende. Og så er det selvfølgelig en sid-ned-koncert, for det er ligesom det, vi kan og må. Men det tror jeg ikke gør koncerten dårligere overhovedet. Vi har prøvet at spille i DR Koncertsalen før, og det var en af de vildeste koncerter, vi har prøvet«.
Rune Rask: »Jeg synes, salen passer virkelig godt til det, vi skal«.
Bai-D: »Sidst vi spillede der, hørte vi fra dem efterfølgende, at det var første gang, der var blevet røget hash inde i salen, og at det var første gang, nogen havde stået og pisset udover trapperne. Vi frygtede lidt, at vi aldrig måtte komme tilbage. Men de sagde: Ved I hvad, det var faktisk meget fedt. Det gav det lidt rock’n’roll, efter at det har været så fint i så mange år«.