1. Fabräk ‘Daarligt’
Fabräks punkede råberap fører sig frem med 200 km/t, og på duoens anden sang nogensinde gør de oprør mod naturvin, Yeezy Boost-sko, Kähler-vaser og alle de Københavner-typer, der gennem deres forbrug af sådanne genstande prøver at kommunikere, at de er fine på den.
2. Greta ‘Vibrant’
Da Greta sidste år debuterede med albummet ‘Ardent Spring’, roste vi især de lidt mere løsslupne synthpopnumre, der dominerede albummets anden halvdel. Netop den lyd sætter ‘Vibrant’ sig i direkte forlængelse af med den selverklæret kitschede 80’er-bas.
3. Iomfro ‘Danse’
Vi fortsætter med den 80’er-klingende synthpop med en markant bas. Iomfros potente og spidsfindige lyrik fører dog her en dejlig kritisk-ironisk kant ind over den varme, rolige stemning.
4. Oneohtrix Point Never feat. Rosalía ‘Nothing’s Special’
I slutningen af sidste år udgav Oneohtrix Point Never det psykedelisk-progressive album ‘Magic Oneohtrix Point Never’, der slutter med det drømmende track ‘Nothing’s Special. Oprindeligt blev det sunget af en digitalt forvrænget Oneohtrix selv, men det lyder endnu smukkere i denne nye udgave, hvor Rosalía synger det på spansk.
5. Martha Elisabeth ‘Mayfly’
Da Martha Elisabeth for en måned siden udgav den smukke ‘Aware’, var det tydeligt, at hun er en af de dygtigste og mest ambitiøse nye skikkelser i artpop, vi har herhjemme. Nu fortsætter hun det imponerende kvalitetsniveau med den højtflyvende ‘Mayfly’, der er helt overvældende med sin soniske finesse.
6. Ydegirl ‘Breezing Back and Forth Between’
Danske Ydegirl har gang i en særdeles spændende lyd, der blander alternativ r’n’b, elektroniske toner og klassisk kammermusik. Sangen handler om, hvordan Ydegirl til tider sidder fast i fortiden på et helt kropsligt plan. Musikalsk er den på samme tid tilbageholdende og fuld af overraskelser.
7. Sharon Van Etten & Angel Olsen ‘Like I Used To’
To af det seneste årtis vigtigste navne i indierock på samme nummer? Så har det godt nok også bare at være en storladen hymne med alle følelserne uden på tøjet. Og det er heldigvis det, vi får på ‘Like I Used To’, hvor Etten og Olsen får instrumental assistance af medlemmer fra The War on Drugs, Death Cab For Cutie og Dawes. Det er jo årets crossover!
8. Mowgli ‘Topkarakter’
Rapperen Mowgli har mange ting kørende for sig på sin debutsingle: En gennemtrængende, aggressiv vokallevering fyldt med store følelser; en spicy saxofon, der står stærkt over for et tungt drill-klingende beat; en stærk meddelelse om at blive nedgjort og stemplet som uvidende i skoletiden, hvorefter Mowgli kommer stærk ud på den anden side. Meget stærkere kan man vel ikke debutere?
9. Erika de Casier ‘Call Me Anytime’
Der er nærmest lidt PC Music anno 2015 over produktionen på denne følsomme dance-skæring fra Erika de Casiers fremragende nye album ‘Sensational’. Det er som om, der er en konstant iboende vildskab, der hele tiden er lige på nippet til at bryde igennem Erika de Casiers roligt afmålte vokal.
10. Sons of Kemet feat. Moor Mother & Angel Bat Dawid ‘Pick Up Your Burning Cross’
Protestsange får simpelthen ikke mere puls end denne skæring fra den engelske afrojazzgruppe Sons of Kemets nye album ‘Black to the Future’. Her får de besøg fra den amerikanske rapper Moor Mother (der også selv er jazzmusiker ved siden af) og klarinettist Angel Bat Dawid, og resultatet er et dejligt uregerligt oprør.
11. Mina Okabe ‘Every Second’
Mina Okabes soveværelsespop har før været intim og sårbar, men den har næppe nogensinde været nær så sjælfuld og ligefrem catchy som på ‘Every Second’, der klinger lidt af noget 00’er-pop i guitaren.
12. Bbybites ‘Take Me Hard’
Så er det om at pudse danseskoene. Bbybites omfavner discoen på denne nye single, der musikalsk oser af romantik og positive vibes – med en sjov kontrast i lyrikken, hvor Bbybites lyder lidt mere skeptisk over for kærligheden.