Lorde afslører udgivelsesdato for sit nye sommeralbum

Lorde afslører udgivelsesdato for sit nye sommeralbum
Lorde. (Foto: Ophelia Mikkelson Jones)

Efter et par ugers optakt og den nye sommersingle ‘Solar Power’, har Lorde nu også delt datoen på sit kommende tredje album, der som lovet udkommer denne sommer.

Albummet, som ligeledes bærer titlen ‘Solar Power’, bliver nemlig udgivet 20. august, afslører den newzealandske sanger på sit website.

Foruden forskellige vinyludgaver, kan man her også forudbestille en »diskløs« version af albummet. Det indebærer en bionedbrydelig æske med et lille hæfte, en plakat, postkort og et link til download af musikken.

Dette mere miljøvenlige alternativ til en cd-udgivelse går meget godt i spænd med den grønne tematik på det nye album, som Lorde tidligere har kaldt »en hyldest til naturens verden«.

»Tidligt i processen med at lave det her album besluttede jeg mig for, at jeg også ville skabe et miljøvenligt, fremadsynet alternativ til cd’en«, skriver Lorde på sin webshop ved det plastikfrie produkt.

I samme ombæring har Lorde også annonceret en større verdensturné til næste år, der tager hende forbi Europa – indtil videre desværre uden en dansk koncert på programmet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af