Vi bor knap seks millioner mennesker i Danmark, så det er pænt imponerende at opnå bare én million streams. For mange artister er det tal en milepæl. 10 eller endda 100 millioner streams er uopnåelige tal for de fleste.
Men ikke for Gilli.
Rapperen har faktisk netop opnået én milliard streams i Danmark alene på sine sange. Det er fuldstændig uhørt, og endnu et bevis for B.O.C-kunstnerens dominans på musikscenen herhjemme.
Gilli, der i øvrigt lige nu topper diverse hitlister med sangen ‘Ibiza’ med Kesi og Benny Jamz, har endda for en sjælden gangs skyld udtalt sig offentligt i forbindelse med streamingbedriften.
»Jeg håber, at det her kan være med til at få folk med en drøm til at tro på, at intet eller ingen skal holde dem tilbage fra at gøre det, de brænder for«, lyder det blandt andet fra ham.