Da vi tidligere på sommeren på vanlig vis kårede halvårets bedste udenlandske album, faldt valget på ‘Ignorance’, det ualmindeligt vellydende femte udspil fra canadiske The Weather Station.
Spørger du vores anmelder, som tildelte albummet topkarakteren seks stjerner, er ‘Ignorance’ fuld af musikalske wow-oplevelser, og rimelig meget wow er der også over The Weather Stations nye, naturterapeutiske Tiny Desk-koncert.
Tamara Lindeman og hendes seks mand/kvinde store band har taget NPR’s populære format med ud i skoven i Ontario, hvor de spiller fire sange fra albummet i form af ‘Robber’, ‘Tried To Tell You’, ‘Parking Lot’ og ‘Atlantic’.
Samtidig har de udgivet en nedbarberet klaverversion af ‘Tried To Tell You’, som du kan lytte til nedenfor.
Har du fået nok af at streame koncerter, kan du opleve The Weather Station live i Danmark til marts næste år, hvor de indtager Loppen.