Hvordan The Weather Station et årti inde i karrieren producerede deres første mesterværk

De har lavet det hidtil bedste album i 2021, men det er ikke kommet ud af ingenting. The Weather Stations mesterværk er kulminationen af over et årtis hårdt arbejde med god lyd og solid sangskrivning.
Hvordan The Weather Station et årti inde i karrieren producerede deres første mesterværk
The Weather Stations Tamara Lindeman. (Foto: Jeff Bierk)

I februar udgav The Weather Station ‘Ignorance’: Et decideret mesterværk, som Soundvenue for nylig kårede til det bedste album fra første halvdel af 2021.

Og vi er langt fra de eneste, der har rost den tænksomme og ualmindeligt vellydende musik, der er at finde på ‘Ignorance’.

Anmeldere verden over har kastet om sig med pæne ord om albummet, og sammenligner man streamingtallene med tidligere The Weather Station-album, er der ingen tvivl om, at det også har været lidt af et kommercielt gennembrud.

‘Ignorance’ er gruppens femte album (debuten har over et årti på bagen), og der er altså noget fascinerende over alt det hårde arbejde og den erfaring, der dermed har ligget til grund for, at bandet kunne udgive sådan et mesterværk her i 2021.

Så lad os skrue tiden tilbage og kigge på gruppens rejse fra obskurt undergrundsband til en af vor tids største kritiker-darlings.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I 2006 stiftede en canadisk kvinde ved navn Tamara Lindeman et band. Hun var i starten af sine 20’ere, og hun havde allerede lidt erfaring som skuespiller – hun havde spillet en del større roller i nævneværdige film siden sine teenageår.

The Weather Stations lineup har udviklet sig med årene, men i centrum har vi alle dage haft Lindeman. Hun har alle dage været både bandets forsanger, sangskriver og primære producer. Og hun har således ført dem nogle ret spændende steder hen.

Deres debutalbum ‘The Line’ fra 2009 er et folkalbum, der går i nogle ret avantgardistiske retninger. Der er stadig nogle stærke melodier og mindeværdige tekster, der peger mod, at det The Weather Station senere overvejende ville blive et singer/songwriter-projekt. Men der er også numre som den faretruende ‘Amaranth’, hvor vokalerne primært spiller andenviolin over for en ret ihærdig banjo.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Debuten er et album, der primært har den stærke lyd i fokus. Tamara Lindemans stemme kunne synes blid, men den blev aldrig overrumplet af musikken omkring hende, uanset hvor intens lyden bliver.

Denne kælen for den gode lyd har præget The Weather Station hele tiden. Og det er i mine øjne et alt for undervurderet aspekt af deres musik – med dette års ‘Ignorance’ blev det dog så velklingende, at det efterhånden blev påtalt ofte.

Bandets andet album, ‘All of It Was Mine’, er en mere underspillet affære, men det lyder stadig fremragende. Der er ikke alene en intimitet, som gør albummet særligt gribende – der er også en virkelig rig lyd, der åbenbarer nogle nye nuancer for hver gennemlytning.

Der er en indigneret vrede, der bobler under selv det mildeste nummer. Hør bare en sang som ‘Running Around Asking’. Det er kun Lindeman og en guitar, men hver streng er så nøjagtigt spillet, at man kan se hele fortællerens tankestrøm for sig. Ikke mindst fordi Lindeman er så dygtig en sanger.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Denne mere singer/songwriter-klingende lyd fortsætter på den endnu mere melodiøse efterfølger ‘Loyalty’ fra 2015. Den inviterende lyd på dette trejde album slog noget fast, der i grunden hele tiden havde været tilfældet, men som først nu var umuligt at ignorere: Tamara Lindemans stemme mindede helt vildt meget om Joni Mitchell. Og med ‘Loyalty’ begyndte bandet også at bevæge sig over i instrumentale territorier, der ikke ville lægge Mitchell fjernt.

Man kan let få hård medvind, når man lyder tæt op ad en legende i ens genre. Men The Weather Station føltes aldrig som et kedeligt forsøg på at kopiere Mitchells geni. Det føltes rettere som om, Lindeman havde lyttet til Mitchell og var blevet dybt inspireret af hendes udtryksfulde vokal.

Der er på ingen måde tale om, at hun har nærstuderet Mitchell og sørger for at genskabe hende 1:1.

Mitchell havde aldrig brugt et tungt, melodramatisk kor a la det på ‘Personal Eclipse’. Hun ville aldrig skrive en sang så smertefuldt slæbende i sit groove som ‘Tapes’. Hun ville aldrig skrive en sang, der udvikler sig på samme måde som ‘Way It Is Way It Could Be’, der starter noget så tilbageholdende, men hvor der til sidst er så meget gang i alle instrumenter, at det bliver et regulært overflødighedshorn af skønne lyde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er lidt det bedste af begge verdener. Man kan introducere folk til The Weather Station med en simpel salgstale: ‘Kan du lide Joni Mitchell? Så skal du høre det her!’ – men samtidig har de så meget særegent at byde på, at det ville være lodret forkert at kalde dem en efterligning.

Det var en stil, der fungerede så godt, at man som sådan bare kunne køre i denne lidt mildere, blidere singer/songwriter-rille resten af karrieren – og sådan havde jeg egentlig forventet, det ville være for The Weather Station.

De lød som om, de langt om længe havde fundet det, der ville være deres lyd. Det cementerede de også selv ved at fortsætte meget i samme stil på efterfølgeren – og de erklærede nærmest selv, at det skulle være deres definerende stil, idet det fjerde album er selvbetitlet.

‘The Weather Station’-albummet fra 2017 er i høj grad en forlængelse af de tiltag, der begyndte at dukke op på ‘Loyalty’. Der kom lidt mere gang i tempoet, og instrumentationen blev endnu rigere og mere fyldig – men fundamentet var det samme.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et udbredt kritikpunkt over for det selvbetitlede album er, at det ikke er nær så intimt og sårbart som forgængerne – netop på grund af, at der var så meget fylde på instrumenterne.

Så selv om den eponyme albumtitel muligvis var for at erklære det som et karrieredefinerende værk, står det i dag mest som et udtryk for en overgangsperiode. Som det, der viste, at der var brug for at skifte til en genre, hvor overdådige, komplicerede arrangementer gav bedre mening.

Og i 2021 fik vi netop det. Med ‘Ignorance’ blev der kigget væk fra folktraditionen og i stedet over mod sophistipoppen. Den stod på (bevidst eller ubevidst) skelen til 80’er-album som ‘The Colour of Spring’ af Talk Talk, ‘Hats’ af The Blue Nile og ‘Steve McQueen’ af Prefab Sprout. Pæne, polerede, classy poptoner, som dog bar en del nerve og har meget på hjerte, der transcenderer den skinnende facade.

Det er en stilart, der giver plads til en singer/songwriter-kerne, men som også giver mulighed for at iklæde musikken rig, detaljeret instrumental ornamentering. Her bekæmper de to sider af musikken dog ikke hinanden. De understøtter hinanden noget så smukt.

Kig på et nummer som ‘Robber’. Det starter så stilfærdigt. Men som Lindeman udtrykker flere og flere af sine eksistentielle bekymringer med kapitalismen som system, kommer der flere og flere lyde, der destabiliserer den ro, man i starten af nummeret kunne fornemme. Og til sidst er der ikke en skygge af tryghed tilbage i nummeret.

Det er den slags gennemtænkte lyd, der er med til at gøre ‘Ignorance’ til et så velfungerende album. Men det er ikke kommet ud af det blå. The Weather Station har udviklet sig gennem over et årtis dedikeret arbejde med den gode lyd og den bundsolide sangskrivning. Og i år er det så mundet ud i et mesterværk.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af