Hvordan blev fire unge fyre fra Michigan til et af verdens mest forhadte rockbands?

Greta Van Fleet buldrede for et par år siden ind på musikscenen som Led Zeppelin-jam anno 2018. Mange elsker dem, mange hader dem. På fredag udgiver de deres andet album 'The Battle at Garden's Gate', og i den anledning ser vi nærmere på, hvorfor den unge kvartet deler vandene så meget.
Hvordan blev fire unge fyre fra Michigan til et af verdens mest forhadte rockbands?
Greta Van Fleet. (Foto: Alysse Gafkjen)

KOMMENTAR. Jeg husker tydeligt det første, jeg hørte om det amerikanske rockband Greta Van Fleet. Nemlig at de fleste kun snakker om, hvor meget kvartetten lyder som Led Zeppelin, men at folk ignorerer rent faktisk at snakke om Greta Van Fleets kvaliteter som musikere i egen ret.

Der gik ikke mange uger, før jeg syntes nøjagtigt det samme. Især var jeg skuffet over, at bandets mest højlydte kritikere ikke havde meget andet at sige om dem, end hvor meget de lød som Led Zeppelin.

Jeg så det som en ret kedelig og i grunden ret doven kritik af et band, som en del elskede, men som mindst lige så mange elskede at hade ret udtalt. Altså; de fleste kunstnere er jo inspirerede af forbilleder eller lignende.

Elias Boussnina har aldrig lagt skjul på, at han trækker på Frank Ocean, The Weather Stations tidlige output kan med lethed forveksles med Joni Mitchell, og Action Bronson lyder ofte som en tro kopi af Ghostface Killah – for bare at komme med tre komplet forskellige eksempler.

Og mens jeg skam har hørt folk komme med alle tre ovenstående pointer som kritikker af de pågældende kunstnere, har jeg aldrig set kommentarspor, hvor den ene internetkriger efter den anden vurderer, at fordi kunstnerne lyder tilstrækkelig meget som deres inspirationskilder, så er de nødvendigvis dårlige.

I min – indrømmet, negative – anmeldelse af Greta Van Fleets 2018-debutalbum ‘Anthem of the Peacefull Army’ sørgede jeg derfor også for at begrænse Led Zeppelin-sammenligningerne, omend de også på det tidspunkt fyldte så meget i diskursen om bandet, at de ikke helt kunne undgås.

For jeg ville gerne gøre det klart, at mit problem med de fire unge musikere fra Michigan – der på fredag udgiver deres andet album ‘The Battle at Garden’s Gate’ – ikke var, at de lød som Led Zeppelin, men rettere at deres sangskrivning var meget tynd, upersonlig og uambitiøs.

Det ene uheldige marketing-øjeblik efter det andet

Der er mange musikkredse, hvor Greta Van Fleet bare øjeblikkeligt er synonym med »den værste musik lige nu«. Og det er sjovt, for ser vi de andre rocknavne gennem tiden, der har indtaget lige netop dén position, stikker Greta Van Fleet øjeblikkeligt ud.

Før Greta Van Fleet blev rockverdenens yndlings-skydeskive, var der Imagine Dragons. Og før dem havde vi Nickelback. Går vi længere tilbage, kan vi nævne navne som Limp Bizkit, Chicago og Styx. Alle har de haft det tilfælles, at de – da de på én gang var værst og mest kommercielt succesfulde – lød som alt det værste i samtidens rocktrends, men uden særlig meget positivt at pege på.

Greta Van Fleet lyder ikke som de andre store rockbands lige nu. Vi burde vel et eller andet sted se dem som friske, når de står side om side med dinosaurerne i Foo Fighters og kødhovederne i Five Finger Death Punch, eller hvad?

Min personlige hypotese er, at vi nok ville være meget mere tilgivende over for Greta Van Fleet, hvis de rockbands, der rent faktisk har noget nyt at byde på, fik lignende kommerciel succes.

Men fremadsynede navne som Squid, Black Midi og Iceage får kun en brøkdel af Greta Van Fleets streamingtal. Så når et ungt band som Greta Van Fleet på rekordtid bliver et af verdens største rockbands, efterlader det os med en følelse af: »Kan vi virkelig ikke finde på noget bedre end det her?«.

Og så ville vi nok også alle være mere tilgivende, hvis Greta Van Fleet bare ville anerkende, hvor derivative de er.

Men når medlemmer i interviews endda benægter, at Led Zeppelin er en væsentlig inspirationskilde, er det svært ikke at krumme tæer.

Og med kommentarer som »Okay, vi har anerkendt, at vi lyder som Led Zeppelin. Kan vi så komme videre?« virker Greta Van Fleet som om, at de ikke engang er bevidste om deres egen lyd. Selv kæmpeegoerne i Oasis forstod, hvordan de skulle tage imod en Beatles-sammenligning.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Og så kan vi ikke rigtig komme uden om, hvor ringe Greta Van Fleet lød på ‘Saturday Night Live’ i 2019. Altså, de lød decideret amatøragtige.

Det er ikke svært at finde videoer, der viser, at de sagtens kan spille live, så det har sandsynligvis mindre at gøre med bandet og mere at gøre med, hvor ringe lydforhold, der kan være på ‘SNL’.

Men det var en kæmpemæssig eksponeringsmulighed for bandet, og i mangt en rocksnobs øjne cementerede det blot, at de ikke var værd at tage alvorligt.

Har de skrevet sig ind i et hjørne?

Greta Van Fleet er på vej med deres andet album, og det virker som om, det hele er blevet lidt stille igen i begge lejre. De nye sange har ikke høstet streams eller rockhitlisteplaceringer på samme måde som singlerne fra debuten eller den indledende ep, og omvendt har bandet ikke tiltrukket nær så meget had heller.

Faktisk har jeg hørt mange ellers kritiske røster komme med forsigtig ros af deres nye singler. Melodierne er blevet stærkere, og Led Zeppelin-kopiismen er blevet knap så direkte. Ja, til tider lyder Greta Van Fleet nærmest mere som tidlig Rush end som tidlig Led Zeppelin – men dog fortsat som en klar andenrangsudgave.

Men det er også begrænset, hvor længe man kan holde interessen kørende for et band, hvis primære salgstale lyder »Led Zeppelin, men det er nyt«. Og selv om musikken i mine øjne er blevet bedre, har jeg svært ved at se, hvordan de nogensinde igen skal kunne blive den kæmpemæssige sensation, de var for et par år siden i forbindelse med debutalbummet.

Jeg frygter i stedet, at Greta Van Fleet falder i samme bås som Jet, The Vines eller sågar Evanescence. Bands der på rette sted og rette tid i en årrække var en stor succes, men hvor det hurtigt viste sig, at de ikke havde nok at byde på til at kunne blive ved med at ride bølgen.

Men jeg håber selvfølgelig, at jeg tager fejl, og at Greta van Fleets nye, mere personlighedsrige numre ikke bliver gruppens dødsdom.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af