Greta Van Fleets debutalbum er en kaloriefattig Led Zeppelin-pastiche

Greta Van Fleets debutalbum er en kaloriefattig Led Zeppelin-pastiche
Greta Van Fleet.

Hvis du har hørt én ting om Michigan-kvartetten Greta Van Fleet, er det nok, at de lyder som Led Zeppelin. Især forsanger Josh Kiszka og guitarist Jake Kiszka lyder som unge udgaver af Robert Plant og Jimmy Page – og på et rent teknisk plan kan de nogenlunde måle sig med veteranerne.

Siden sidste år har gruppen jævnligt udgivet ny musik, og nu er turen kommet til den disciplin, hvor de spirituelle forgængere i Led Zeppelin klarede sig allerbedst: Albummet.

Et helt album med Greta Van Fleet kan lyde som lidt af en mundfuld, for efter en stund kunne det godt blive lidt trættende med den cocky rockmusik, der vanligt er skruet op til en 11’er fra start til slut. Heldigvis har bandet besluttet sig for at bevæge sig uden for komfortzonen på ’Anthem of the Peaceful Army’, så det ikke bare bliver ti gange vildskab a la ‘Safari Song’ og ‘Highway Tune’.

Kvartetten skaber især dynamisk variation ved at integrere elementer af folkrock, hvilket ikke har været nær så fremtrædende på deres foregående udspil. Der er rolige strygere på ‘Age of Man’, ‘You’re the One’ er en følsom orgelballade, og på ‘The New Day’ får vi næsten rendyrket folkguitar, hvis vi ser bort fra en enkelt kæk lille solo.

Selv om Greta Van Fleet sonisk favner videre end tidligere, er deres øre for melodier desværre stadig ikke noget specielt. Det er kun få af dem, der sætter sig fast, og selv da er de almindeligvis sat sammen af umådeligt simple byggeklodser. Når versmelodien er stærk, får man desuden med garanti et tyndt omkvæd, og vice versa – hør for eksempel ‘Lover Leaver (Taker Believer)’ og ‘Watching Over’.

Genrevariationen er desværre heller ikke helt nok til at undgå, at gruppen bliver lidt anstrengende at lytte til. På de folkinspirerede tracks er de stadig ikke særlig gode til at holde igen. Buldrende basgange, bragende trommer, flashy guitarriffs og grandios vokal kæmper ofte om opmærksomheden på samme tid, og lidt ro ville være tiltrængt – men selv balladen ‘You’re the One’ munder ud i en bombastisk afslutning, der går så langt over toppen, at hele sangen ender med at lyde lidt latterlig, og især vokalen ender med at synes karikeret.

De slutter af med ‘Anthem’, albummets mest vellykkede sang, og her får man endelig mulighed for at ånde ud – sangen er simpel, diskret og elegant. Der er ikke noget pikfægteri, blot en fængende fællessang med klar fokus på guitar og vokal. Det ville have været rart, hvis albummet havde flere øjeblikke som dette.

Bandets medlemmer spiller flot det, de sætter sig for – med undtagelse af trommeslager Danny Wagner, der ikke rigtig formår at ramme særlig stærkt med sine mange fills. Desværre har Greta Van Fleet bare ikke sat sig for at spille nogle særlig interessante sange.


Kort sagt:
Hvis man absolut hungrer efter noget selvfed rockmusik i bedste 70’er-stil, har ’Anthem of the Peaceful Army’ muligvis noget at byde på, men desværre er sangskrivningen generelt kaloriefattig, og Greta Van Fleets bombastiske lyd ender med at blive for meget af det gode.

Greta Van Fleet. 'Anthem of the Peaceful Army'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af