Halvårets 10 bedste udenlandske album

I USA er mange kunstnere stadig i corona-hi, og indtil videre har 2021 været lidt nærig med de der helt store blockbuster-album, der ryster musikbranchen. Men altså, det betyder jo ikke, at året ikke har budt på fantastisk musik alligevel. Vi gør status og kårer de foreløbigt bedste udenlandske album i 2021.
Halvårets 10 bedste udenlandske album
Olivia Rodrigo. (Foto: PR)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Olivia Rodrigo ‘Sour’

For et halvt år siden vidste vi stort set intet om musikeren Olivia Rodrigo. Nu er hun en af verdens største popstjerner takket være en række successingler og senere et debutalbum, der byder på både bedroom pop og en decideret poppunk-revival.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Lucy Dacus ‘Home Video’

Dacus har for længst cementeret sit talent med flotte soloplader og sit virke i trioen Boygenius – men på sit trejde album i eget navn rammer den amerikanske singer/songwriter en midlertidig tinde med en række fremragende rocksange, hvor den lyrisk begavelse stråler i de (selv)udleverende tekster.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Nick Cave & Warren Ellis ‘Carnage’

Warren Ellis har stået ved Nick Caves side de seneste 20 år, men i år lavede det musikalske makkerpar for første gang nogensinde et decideret fællesalbum – resultatet er selvfølgelig fantastisk og dramatisk.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. St. Vincent ‘Daddy’s Home’

Annie Clark genopfandt sig selv endnu engang, men var lige så overbevisende og stilsikker som altid i det funky og slibrige 70′-er-univers. Denne gang fik man endda fornemmelsen af en art maskefald – lod Clark den performative skal krakelere en lille smule? Måske.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Japanese Breakfast ‘Jubilee’

Efter to album i sorgens klør omfavner Michelle Zauner nu livets skønhed, så man bliver både rørt, optimistisk og euforisk af et popalbum, der musikalsk og på et personligt plan viser, hvordan sorg og glæde kan eksistere side om side.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Tyler, the Creator ‘Call Me When You Get Lost’

Kun to år efter han skabte et fantastisk album ved at sige farvel til hiphoppen på ‘Igor’, har Tyler nu skabt endnu et fantastisk album ved at vende tilbage til genren på en mixtape-agtig, rapforelsket udgivelse – der samtidig indeholder en understrøm af ulykkelig kærlighed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Floating Points, Pharoah Sanders & The London Symphony Orchestra ‘Promises’

En ung britisk producer, en amerikansk jazzlegende og et symfoniorkester går ind på en bar…

Opskriften bag ‘Promises’ lyder som starten på en dårlig musikjoke, men resultatet er et meditativt mesterværk, hvor det er op til lytteren selv at lægge mening i gentagelserne, saxofonen og de orkestrale input.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Lana Del Rey ‘Chemtrails Over the Country Club’

Lana Del Rey er inde i en af den type faser, som er de færreste musikere forundt. Sådan en periode af kunstnerisk skaben, hvor man nok en dag vil sige: Der var hun på højdepunktet af sin skaberkraft.

‘Chemtrails’ har måske ikke samme grandiose politiske perspektiv som 2019-nyklassikeren ‘Norman Fucking Rockwell!’, men i stedet vender hun blikket indad, og det gør ikke sangene mindre interessante.

Tværtimod. Hendes sangskrivertalent stråler stærkere end nogensinde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Wolf Alice ‘Blue Weekend’

Vi vidste godt, at Wolf Alice kunne lave 90’er-klingende rockmusik, der stilsikkert bærer sine inspirationskilder på ærmerne som duelighedsmærker.

Men på den britiske kvartets tredje album er der sket noget: Det er blevet større, mere bombastisk, mere personligt, bedre sange, episk. Shoegaze, intime ballader, punkfræs og stadionbrusende rockmusik står side om side, så man både bliver strøet med hårene og får mavepustere.

Forsanger Ellie Rowsell er et trumfkort ud over det sædvanlige, og derudover er ‘Blue Weekend’ et studie i, hvordan man laver et album, der konstant skyder med forskelligt rockkrudt, men aldrig afviger fra kursen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. The Weather Station ‘Ignorance’

Det er lidt en tendens på denne her halvårsliste: At gå i en ny retning. At skabe noget, der bygger videre på ens lyd, men samtidig trækker den i helt og andeles friske retninger.

En gendigtelse af egne æstetiske meritter har været i fokus på ovenstående album fra Wolf Alice, Lana Del Rey, Tyler, the Creator, Japanese Breakfast og St. Vincent – og det gør sig i den grad også gældende på 2021’s hidtil bedste album fra The Weather Station med Tamara Lindeman i front.

Hvor The Weather Station tidligere har udgivet fine plader inden for et mere folkrocket spektrum, er der denne gang blevet drysset glitter ud over det hele, så der i sidste ende kommer en slags sofistikeret popmusik ud af højttalerne. Selv om det lige så godt kunne være honning.

Her er jazzet coolness, smækre strygerarrangementer, lækre grooves – krydset med Lindemans til tider desperate vokal, der synger om klimaforandringer og kapitalisme, mens saxofon, fløjte og piano slutter sig til som en tornado, der samler delelementerne til en hvirvlende harmoni.

Nogle kunstnere rammer mesterværket i første hug, og så går det ellers ned at bakke derfra. Tamara Lindeman og The Weather Station gjorde det med album nummer fem, og den historie virker på en måde mere betryggende.

Der er ikke tale om et tilfældigt hovedspring ind på musikscenen med et lykketræf af en successingle. Nej, hårdt arbejde, talent og – for at slutte, hvor denne tekst startede – viljen til at udfordre sig eget udtryk og sejle væk fra hjemstavnen er en opskrift, man aldrig bliver træt af.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af