The Weather Station har bedrevet et decideret mesterværk fyldt med musikalske wow-oplevelser

The Weather Station har bedrevet et decideret mesterværk fyldt med musikalske wow-oplevelser
The Weather Station. (Foto: Jeff Bierk)

Toronto-bandet The Weather Station har nu i nogle år været en gruppe, hvor jeg fast har sørget for at få hørt (og nydt) deres udgivelser, når de udkom, men hvor det kun er sjældent, at musikken for alvor har sat sig fast.

Forsanger Tamara Lindeman har haft lidt svært ved at undslippe det faktum, at hun lyder overordentligt meget af Joni Mitchell, mens bandet for det meste også bevæger sig inden for det genremæssige spektrum, Mitchell mestrede i sin storhedstid.

Hvis man absolut skal stå i skyggen af nogen, er en af det 20. århundredes største sangskrivere jo aldrig en fornærmelse at blive sammenlignet med, og alle The Weather Stations tidligere udgivelser er skam gode – men deres nu femte album, ‘Ignorance’, er et decideret mesterværk.

Der er sket et markant genremæssigt spring: Den står ikke længere på singer/songwriter-folk. I stedet får vi artsy sophisti-pop med lækre, r’n’b’ede basgange, fyldige klaverakkorder og ornamentering i form af sporadiske små fraser fra strygere, orgler, klarinetter saxofoner og fløjter. I de mest magiske momenter bliver der bygget op til, at alle disse fortryllende lyde kan suse rundt om hinanden i et virvar af harmoni.

Albummet holder ikke igen med wow-oplevelser. I forhold til, hvor rolig den generelle stemning er, er det overraskende, hvor ofte bandet lige får klemt en ny lille figur ind, der passer så tilfredsstillende ind i sangens generelle groove, at det føles som små puslespilsbrikker, der falder på plads. Imponerende med henblik på, at albummets producere, Marcus Paquin og bandets egen Tamara Lindeman, i min erfaring aldrig har ramt sådan en grad af sonisk perfektion før.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lindemans sangskrivning er det element, der helt afgjort tidligere har været gruppens store trækplaster. Og der har hun igen ikke ligget på den lade side. Men også her synes jeg, gruppen overgår sig selv i en grad, hvor mangt en sangskriver bør overveje at søge inspiration hos Lindeman.

Vokalmelodierne er lige så velkomponerede som resten af instrumenterne. Det er ikke nødvendigvis den slags melodier, man vil få på hjernen – omend de absolut er til tider. Men det er melodier, man vil mærke dybt inde i sjælen, især som Lindemans vokal emmer af nærvær og overbevisning.

Teksterne er ikke mindre imponerende – modne og reflekterende uden på noget tidspunkt at blive belærende. De tager udgangspunkt i et personligt perspektiv, men der er afgjort ofte noget almenmenneskeligt (eller i hvert fald bredt rammende) over mange af følelserne. Åbningsnummeret ‘Robber’ er en kløgtig allegori over Lindemans mistroiske følelser over for kapitalismens og markedskræfternes jerngreb – en mere globalt dækkende problemstilling findes vel nærmest ikke.

På ‘Atlantic’ reflekterer hun over, hvordan død og ødelæggelse i medierne påvirker vores mentale tilstand: »Thinking I should get all this dying off of my mind / I should really know better than to read the headlines«. Og på ‘Loss’ forholder hun sig spydigt til, hvordan sandhed konstant bliver fordrejet: »At some point you’d have to live as if the truth was true«.

Albummets tone ville næsten synes opgivende, hvis ikke der var så meget vitalitet i instrumentationen, der holdt gejsten oppe. Og så er Lindemans stemme ofte bedrøvet, men aldrig modløs – altid er der en gnist af liv.

Lindemans lyrik er så rig på finurlige, underfundige og tankevækkende måder at forholde sig til omverdenen på. Præcis ligesom instrumentationen konstant vækker en studsen over, hvordan The Weather Station dog fandt på dén specifikke lille lyd, finder lyrikken hele tiden måder at få mig til at reflektere over den situation, Lindeman beskriver.

Der er så mange nuancer og så mange medrivende følelser, at jeg ikke tøver det mindste med at bruge ordet endnu en gang: Mesterværk. For det er netop det, ‘Ignorance’ er.


Kort sagt:
The Weather Station har lagt folkmusikken på hylden til fordel for en rigt ornamenteret sophistipop-lyd. På alle punkter lyder det fænomenalt, og når de så også leverer en så overvældende stærk samling sange som denne, er jeg ikke det mindste bange for at trække mesterværk-kortet.

The Weather Station. 'Ignorance'. Album. Fat Possum Records.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af