Finneas er bedst kendt som sin lillesøster Billie Eilish’ faste producer og med-sangskriver, hvilket sidste år blandt andet gjorde ham fortjent til en Grammy-sejr i kategorien Årets Producer. Ved siden af projekterne med superstjernesøsteren samt folk som Justin Bieber, Kid Cudi og Selena Gomez udgiver han imidlertid også musik i eget navn.
Efter sidste års ep ‘Blood Harmony’ og Billie Eilish’ netop udgivne andet album ‘Happier Than Ever’ er tiden nu kommet til Finneas’ debutalbum. Den 24-årige sangskriver har fra sin Instagram-profil lige annonceret det nye album, der bærer titlen ‘Optimist’ og udkommer 15. oktober.
I den forbindelse har han også delt den førstesingle ‘A Concert Six Months From Now’. Den følsomme sang starter ud med en klassisk, akustisk singer-songwriter-lyd, men stiger løbende i intensitet, som elguitar og trommer støder til. Den dertilhørende musikvideo, som er optaget i mennesketomme Hollywood Bowl, kan ses herunder.