KOMMENTAR. Frank Ocean er tilbage! Han har lanceret et helt nyt projekt, der har været flere år undervejs, og i forlængelse givet sit første interview i to år, hvor han forklarer alle sine tanker ned i sømmene.
Lyder det ikke bare fantastisk?
Der er bare lige ét problem: Frank Oceans nye store eventyr har ikke noget med musik at gøre. Det handler i stedet om guld, sølv og diamanter.
Yep, Frank Ocean har stukket hovedet frem fra sin hemmelige hule for at lancere sit helt eget luksusbrand. Homer hedder det, og den første kollektion indeholder 25 genstande. Hovedsageligt smykker, men også et bæltespænde og et silketørklæde.
Og det er bestemt ikke for sjov, det her. Det er ikke et lille hyggeligt sideprojekt for Ocean, der ifølge førnævnte interview med Financial Times har brugt tre et halvt år på at arbejde på smykkekollektionen, hvis priser starter ved 395 dollars og slutter ved svimlende 1,9 millioner dollars.
Tre et halvt år! Så er det jo klart, at han ikke har udgivet mere musik.
’Blonde’ kan snart fejre fem-års jubilæum, og mens Frank Ocean havde et fremragende 2017 med en stribe stærke singler som ’Chanel’ og ’Biking’, så er det jo stagneret ret meget siden da, selv om der er kommet to sange i henholdsvis 2019 og 2020.
Nu har vi (noget af) forklaringen: Frank Ocean har brugt det meste at sin tid på at lave smykker. Og det er jo helt fair. Det har været der, han har haft lyst til at allokere sin tid og kreativitet.
Én ting er dog kreativitet, noget andet er forretning. Og med Homer-eventyret slutter Frank Ocean sig til en række superstjerner som Kanye West, Beyoncé, Rihanna og Jay-Z, der for længst har kasseret deres status som ’bare’ musikere til et liv som forretningsmoguler.
»Jeg synes ikke, at forretning er kedeligt, jeg nyder det virkelig«, siger han til Financial Times.
Og ja, den slags kommer på bekostning af musikken.
Noget af det værste er utaknemlige fans, der kræver mere musik af deres idoler uden at tænke over, at musikken jo skal komme et ordentligt sted fra. Men det kan ikke benægtes, at Frank Oceans smykkeeventyr er dårligt nyt for dem, som hellere vil nyde hans musik end bruge mange penge på hans smykker.
Frank Ocean fungerer bare ikke som et klassisk rockband, der udgiver en plade hvert tredje år, indtil der ikke er nogen, der gider lytte med længere.
Med Homer – og de tusind andre ting, Frank Ocean også har gang i – har han ikke længere tid til at sidde i studiet 24/7.
Og det er noget, man skal vænne sig til, hvis man er Frank Ocean-fan. Der var fire år mellem ’Channel Orange’ og ’Blonde’, hvilket dengang føltes som en evighed.
Nu er der gået fem år, og efterfølgeren til ’Blonde’ er ikke noget nær i sigte. Men så alligevel. Der er nemlig lys for enden af tunnelen.
For kort tid siden annoncerede den ene grundlægger af den amerikanske gigafestival Coachella nemlig, at Frank Ocean vil være hovednavn i 2023. Og nej, det er ikke en tastefejl. Der skal stå 2023. Næste år igen. Ikke 2022.
Selvfølgelig kan der være problemer med noget så banalt som datoerne, men måske forklaringen også kan være, at Frank Ocean ikke har noget nyt album klar til 2022. Han har brugt sin tid andetsteds.
Men nu er Homer jo lanceret. Nu burde Frank havde (bedre) tid til at dykke ned i musikken igen. Og med en status som headliner i april 2023 er der jo også en slags deadline på. Vi venter lidt endnu.