Det virker lidt vildt allerede at annoncere hovednavne til en festival i 2023, men de seneste år har som bekendt været alt andet end normale for den internationale festivalindustri.
Det er den amerikanske gigafestival Coachella, hvis ene grundlægger Paul Tollett i et interview med L.A. Times har afsløret, at Frank Ocean headliner festivalen i 2023.
Ocean var sammen med Travis Scott og Rage Against the Machine sat til at spille på festivalen i 2020, men så lukkede corona hele verden ned. De to sidstnævnte navne er på plakaten til Coachella 2022, men med Frank Ocean kommer publikum altså til at vente lidt længere.
Ifølge L.A. Times ville Tollett normalt aldrig afsløre hovednavne så lang tid i forvejen, men ifølge mediet er Tolletts motiv at give festivalgængerne noget at forholde sig til efter en tid med så meget usikkerhed.
»Lige nu er det det vilde vesten. Jeg prøver bare at være så fair som muligt overfor artister og fans for at sikre, at alle kommer til at se dem, vi har talt om, på et tidspunkt«, udtaler Tollett.
Herfra kan man jo spekulere i, hvorfor Frank Ocean ikke er klar til at spille på Coachella i april 2022. Er det for tidligt i forhold til hans næste album? Det er i hvert fald en mulig forklaring. Hvis den passer, så er der altså ikke udsigt til et Frank-album i den nærmeste fremtid.