I går, søndag, skulle DaBaby have spillet på den verdenskendte Chicago-musikfestival Lollapalooza, men på selve dagen blev rapperen fjernet fra programmet. Det skyldtes meget konkret de homofobiske udtalelser, som rapperen kom med til en koncert for en uge siden, og som blandt andre Dua Lipa og Elton John har kritiseret.
»Lollapalooza blev grundlagt på værdierne diversitet, inklusivitet, respekt og kærlighed. Med det in mente kommer DaBaby ikke længere til at optræde på Grant Park i aften«, skrev festivalen således på Twitter.
DaBabys homofobiske kommentarer blev ytret til publikum mellem et par numre under rapperens koncert til festivalen Rolling Loud Miami i sidste weekend. »Hvis du ikke mødte op i dag med HIV, aids eller nogle af de dødelige seksuelt overførte sygdomme, der får dig til at dø om to til tre uger, så hold din mobil op«, lød det blandt andet fra North Carolina-rapperen.
Siden har DaBaby undskyldt på Twitter, ligesom han kommenterer sagen i slutningen af sin nye musikvideo med teksten: »Bekæmp ikke had med had. Jeg underskylder for at være mig, på samme måde som du vil have frihed til at være dig«. Men det har altså ikke været nok for Lollapalooza.