På ét særligt ’Donda’-nummer smider Kanye West rustningen, så man rent faktisk kan mærke mennesket inde bagved

’Donda’ er kaotisk og flyvsk, men Kanye har det med at ramme en nerve, når han zoomer ind på et specifikt emne: Familie.
På ét særligt ’Donda’-nummer smider Kanye West rustningen, så man rent faktisk kan mærke mennesket inde bagved
Kim og Kanye til Met Gala. (Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images)

KOMMENTAR. Mit yndlingsnummer på Kanyes Wests debutalbum ’The College Dropout’ er ikke en af de åbenlyse klassikere som ’Jesus Walks’, ’Through the Wire’ og ’All Falls Down’.

Jeg elsker de numre. Men sangen, jeg oftest vender tilbage til fra det efterhånden 17 år gamle album, er ’Family Business’.

Den lille perle gemmer sig som næstsidste track på det 21 numre lange album, og det er ikke en sang, der på overfladen gør vanvittigt meget ud af sig selv.

Her er ingen store tanker om religion og forbrugerkultur som på ’Jesus Walks’ og ’All Falls Down’. Ingen indignation, ingen frustration. Nej, Kanye lyder balanceret, i zen. Han er rolig, hyggelig ligefrem. Både seriøs og fyldt med humor. Det er et ekstremt rørende nummer.

Emnet i sangen ligger i titlen: Det handler om familie. På godt og ondt. Pudsige anekdoter om onkler, tanter, bedsteforældre og fætre. Men også linjer om familiemedlemmer, som sidder på den anden side af glasset i besøgsrummet i et fængsel.

»And look, you tell me you ain’t did it then you ain’t did it / and if you did, then that’s family business«, rapper Kanye blandt andet over et helt igennem behageligt beat, der hovedsageligt drives frem af et melankolsk klaver.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jeg kunne skrive flere sider om dét nummer – hvordan jeg stadig kan få gåsehud, når Kanye starter tredje vers med at komme med et slags mission statement her i starten af solokarrieren: »I woke up early this morning with a new state of mind / a creative way to rhyme without using knives and guns«.

Men det skal ikke kun handle om ’Family Business’. Til gengæld skal det handle om familie.

Den sårbare Kanye viser sig frem

Familie er et emne, Kanye har berørt løbende i sin karriere. Og som har resulteret i nogle af hans mest gribende sange. For det er som om, at når Kanye helliger sig til at rappe om sin familie, så smider han den emotionelle rustning, som kun er blevet tykkere og stærkere med tiden. Den rustning, som stopper ham i at vise mennesket inde bag al virakken.

Det kan godt være, at Kanye West med tiden rapper mere og mere om sig selv. Men han giver ikke mere af sig selv.

Hans tekster er blevet mere og mere korrumperede af berømmelse og alt, hvad der følger med, og på hans seneste album, ’Jesus Is King’ og ’Donda’, er det også meget religion og kristendom, som er drivkraft for selvransagelsen – eller forsøget derpå.

Men der er særligt ét nummer på ’Donda’, hvor Kanye igen blotlægger den sårbare side, der eksisterer inde under panseret, men som han måske ikke tør vise for meget frem af frygt for at tabe ansigt.

Den sang er ’Lord I Need You’, hvor Kanye rapper om sit nu forliste ægteskab med Kim Kardashian på en måde, der emmer af en ægte og gennemsigtig følsomhed.

Meget af det ligger i tonelejet. Kanye bruser ikke frem, han har ikke noget at bevise, han er rolig, men ramt.

»You know you’ll always be my favorite prom queen / even when we in dad shoes or mom jeans«, lyder det i en af de sjovere linjer, som Kanye ligesom i ‘Family Business’ balancerer med seriøse betragtninger – her om bruddet og den tid, der nu følger:

»’Member when you used to come around and serenade me, woah / but I guess it’s gone different in a different direction lately / tryna do the right thing with the freedom that you gave me«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det kan godt være, ’Lord I Need You’ handler om en familie i opbrud, men det er nu engang en sang om familie. Og der sker bare noget med Kanye, når det handler om familie. Når det emne tikker ind, selv her i den dybt kaotiske ‘Donda’-æra, så føles det stadig som om, vi får den ægte Kanye at se. Ham inde bagved. Og det er godt nok en sjældenhed.

I denne her samtale er det også værd at pege tilbage på sange som morhyldesten ’Hey Mama’ fra ’Late Registration’ og one-off-singlen ’Only One’ fra 2014 med den ekstremt nuttede North West-video.

Det er sange, hvor der er en oprigtighed til stede. Og det er sange, som jeg er vendt tilbage til, når jeg i løbet af de seneste mange år har fået nok af Kanyes offentlige persona og de mange mediestunts og vanvittige episoder og haft et behov for at blive mindet om, at der altså også er et menneske inde bagved.

Med ’Lord I Need You’ er der blevet tilføjet endnu en sang til den lille skare. Og midt i det kaos, der er ’Donda’, så er det et eller andet sted betryggende, at Kanye West stadig kan lave sådan en sang. Og få sig selv til at udgive den.

Hvem ved, om Kanye rent faktisk ligger inde med 20 sange i et lignende univers om skilsmissen, og hvad den kommer til at betyde for hans familie. Det får vi nok aldrig at vide. Det er family business.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af