Benjamin Hav gav en vidunderligt bizar koncert – med TopGunn over telefonen og wtf-overraskende blomstermand

Benjamin Hav gav en vidunderligt bizar koncert – med TopGunn over telefonen og wtf-overraskende blomstermand
Benjamin Hav i Store Vega. (Foto: Flemming Bo Jensen/Soundvenue)

På spillestedets website stod der, at Store Vega torsdag aften husede en koncert med Benjamin Hav. Men på den officielle Facebook-begivenhed var ordlyden en anden. Her var kunstnernavnet opgivet som Benjamin Hav & Familien.

Familien er det syv mand store backingband, der har optrådt side om side med Benjamin Hav i tv-optrædener og musikvideoer det seneste lange stykke tid. Benjamin kaldte dem selv »Danmarks næstbedste band efter Ulige Numre. Og Ulige Numre er gået i opløsning, så: Danmarks bedste band«.

De består af en keyboardist, en trommeslager, en percussionist, en bassist, en guitarist og to altmuligmænd, der hovedsageligt skiftede mellem at agere korsangere, dansere og saxofonister.

Dette livesetup betød ikke blot noget for lyden – det betød også noget for hele måden, hvorpå performancen foregik. Det var det totalt omvendte af, hvordan Benal-koncerter var anrettet i sin tid, med Benjamin Hav som gøglende entertainer og Albert som stilfærdig dj, der sjældent trak en mine.

Benjamin Hav i Store Vega. (Foto: Flemming Bo Jensen/Soundvenue)

Familien var derimod lige så underholdende at se på, som Benjamin Hav var. Der blev konstant skåret ansigter, de bevægede sig jævnligt til rytmen med stor fysisk tilstedeværelse, og som sagt var to af bandmedlemmerne deciderede dansere – og de bevægede sig med den samme elskværdige kejtethed, som man finder i videoerne til ‘Hurra’ og ‘Den dejligste boy’.

Men bandet betød skam også rigtig meget for lyden. Der var intet nummer i hele setlisten, der ikke fik et mærkbart twist, når det kom i hænderne på Familien.

Det kunne være et hårdt beatswitch på ‘Jeg kigger på dig’, en længere jazzet klaverintro til ‘Dans dig selv ren’, eller hvordan Benal-sangen ‘Fri’ fik en rocket guitar i centrum af lyden – og guitaristen fik endda lov til at fyre en ‘James Bond’-klingende solo af.

Det sjove er jo, at det slet ikke var nødvendigt med alt det her.

Benjamin Hav er en fremragende liverapper, som leverer med både præcision, klarhed og indlevelse. Og han er en underholdende skikkelse, der selv på egen hånd har en scenepersonlighed, der fylder meget. Han kunne sagtens have givet en fin koncert, hvor bandet kiggede ned på deres sko, eller hvor beatet kom fra et backingtrack.

Men ambitionsniveauet var højt, og han gik den ekstra mil.

Benjamin Hav i Store Vega. (Foto: Flemming Bo Jensen/Soundvenue)

Eksempelvis var jeg imponeret over, hvordan Hav og bandet gang på gang kom uden om forhindringen, at der ikke var nogen gæsteoptrædende på scenen – hvormed feature-tunge tracks risikerede at føles mangelfulde.

Den fare undveg de dog eminent.

Under ‘Velkommen’, ‘Plastic’, ‘Hurra’ og ‘Air Tonight’ blev gæstevers erstattet af vilde instrumentale eskapader, hvor hele bandet fik mulighed for at lege med både soli, beatswitches og rige grooves.

Under TopGunn-samarbejdet ‘Nik & Jay’ fik vi den nok spøjseste løsning på problemstillingen.

Benjamin Hav i Store Vega. (Foto: Flemming Bo Jensen/Soundvenue)

En drejeskivetelefon var placeret midt på scenen. Pludselig ringer den, og Benjamin tager den.

Vi kan i salen høre TopGunns stemme kørt gennem et filter, der får det til at lyde som en telefonsamtale. Benjamin spørger ned i røret: ‘Hvis du fik at vide, du kun havde en dag tilbage at leve i – hva’ ville du så gøre?’ – og derfra holdt Benjamin sin mikrofon op til telefonrøret, imens TopGunns ‘Nik & Jay’-vers bliver fyret af som backingtrack, stadig med telefoneffekt.

Denne ude-af-boksen-tænkning definerede aftenens koncert.

Der blev sat et punktum for denne galskab ved, at Erann DD (wtf!?) kom på scenen og gav en buket blomster til Benjamin Hav, som rapperen øjeblikkeligt kastede ud til publikum.

Det var en vidunderligt bizar måde at afslutte en koncert, der i det hele taget var frisk, underlig, morsom og overraskende. Så måske var det alligevel en relativt passende afslutning.


Kort sagt:
Benjamin Hav havde et vidunderligt dynamisk og overraskende backingband med sig i Store Vega. De trak altid hans sange i nye retninger, og de matchede den kejtede, skæve energi, han siden Benal-dagene har vist, at han er mester i.

Benjamin Hav. Koncert. Store Vega.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af