Det var fra starten af lidt af et umage match, da den venstrefløjsaktivistiske Grimes fandt sammen med tech-milliardæren Elon Musk. For hvordan kunne en musiker, der før hævdede at være »anti-imperialist«, være sammen med en af verdens mest berømte og berygtede kapitalister?
Nogle vil måske mene, at det er op til Claire Boucher aka Grimes selv at bestemme, hvem hun finder sammen (og stifter familie) med. Og det kan der jo i den grad være noget om.
Nu er romancen i hvert fald slut – Boucher og Musk er »semi-separerede«, har sidstnævnte for nylig udtalt. Og det har Grimes brugt som anledning til at lave en lille prank.
Musikeren lod sig således fotografere af paparazzi, mens hun læste Karl Marx’ ‘Det kommunistiske manifest’ iført et outfit, der ifølge hende selv er en del af en kommende merch-kollektion til filmen ‘Dune’.
Det skabte selvfølgelig en masse omtale: Her sad milliardærens ekskæreste altså og læste marxismens hovedværk! Imens hun promoverede merchandise fra en blockbuster!
Nu viser det sig dog (gisp!), at Grimes bare trollede.
»Jeg var virkelig stresset, da paparazzi ikke ville stoppe med at følge efter mig, men så gik det op for mig, at det var en mulighed for at trolle«, har hun skrevet på Instagram.
I samme post forklarer Claire Boucher også lidt mere om sine politiske overbevisninger.
»Jeg bor stadig sammen med E (Elon Musk, red.), og jeg er ikke en kommunist, selv om der er nogle gode ideer i den her bog – men personligt er jeg mere interesseret i radikal decentraliseret borgerløn, hvilket jeg tror kunne lade sig gøre gennem krypto og gaming, men jeg har ikke helt tænkt den idé igennem nok til at kunne forklare den«.