J Balvin undskylder for musikvideo, der er blevet beskyldt for racisme og misogyni

J Balvin undskylder for musikvideo, der er blevet beskyldt for racisme og misogyni
J Balvin på Tinderbox i 2019. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

I går undskyldte J Balvin i en story på Instagram. Det gjorde han som reaktion på den kritik, hans nye og sidenhen fjernede musikvideo til sangen ‘Perra’ er blevet mødt med, skriver Billboard, som også har uploadet den korte video.

‘Perra’-musikvideoen, som ifølge People i al stilhed blev taget ned fra YouTube for to weekender siden, viste blandt andet den colombianske sanger i selskab med to sorte kvinder i hundesnor. Sangens gæsteartist Tokischa optrådte også på alle fire inde i et hundehus, skriver Billboard. Det spanske ord ‘perra’ kan oversættes til hund eller tæve, og sangens omkvæd går på hunde i varmen, som har lyst til at parre sig med hinanden.

Som USA Today pointerer, har ‘Perra’-videoen blandt andet fået kritik fra Colombias vicepræsident Marta Lucía Ramírez, som har kaldt den »sexistisk, racistisk, mandschauvinistisk og misogyn« i et åbent brev. Hun kritiserer blandt andet videoen for at portrættere sorte mennesker som dyr eller slaver.

Backlashet har altså været så kraftigt, at J Balvin har følt sig nødsaget til at udsende en undskyldning, otte dage efter videoen blev fjernet.

»Jeg vil gerne sige undskyld til hvem end, der er blevet krænket, især til det sorte fællesskab«, siger Balvin i sin story, som Billboard har oversat fra spansk. »Det er ikke den, jeg er. Jeg går ind for tolerance, kærlighed og inklusivitet. Jeg vil også gerne støtte nye artister, i dette tilfælde Tokischa – en kvinde, som støtter sit folk, sit fællesskab, og som også empower kvinder«.

Se videoen herunder.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af