Politiken har netop bragt et stort interview med Kesi, Gilli og Benny Jamz, hvor de tre rappere beskriver deres rejse fra at være små rødder på Israels Plads til at blive nogle af Danmarks største musikere.
Artiklen er en spændende, nærmest leksikalsk kortlægning af nogle af den moderne danske hiphops definerende skikkelser. Og så omtaler den også en af dette års mest kaotiske koncerter.
Nemlig B.O.C’s optræden til ØreSound i august, der blev afsporet af en meget fuld Gilli, der brugte store dele af showet i en bar, der var opstillet på scenen. Her fik han serveret vodkashots, mens han i ny og næ afbrød de to andre rapperes vers.
Den snalrede optræden har dog ikke skabt splid i gruppen, fortæller Kesi i Politiken-artiklen:
»Jeg kender Kian (Gilli, red.) som ven og ved godt, hvordan Kian er oppe i hovedet. Han havde måske ikke rigtig lyst til at være der, men han er dårlig til at sige nej. Og så tipper det over med alkoholen. Jeg ved jo godt, at han ikke gør det for at sabotere os med vilje. Tværtimod saboterer han mere sig selv«, siger Kesi således i interviewet.
Alt er således godt i B.O.C-land. Men måske er det nu alligevel en god idé at lade baren blive hjemme næste gang.