Det var en af sommerens mest opsigtsvækkende historier, da det i juli måned kom frem, at Megan Thee Stallion var blevet skudt i fødderne – og at det ifølge hende var den canadiske rapper Tory Lanez, der havde affyret skuddene.
Begge musikere gav siden modstridende versioner af, hvad der var sket, og begge har også bearbejdet episoden musikalsk. Megan Thee Stallion angreb eksempelvis Lanez hårdt på disstracket ‘Shots Fired’.
Nu får skudepisoden dog også et retsligt efterspil. The Los Angeles Times rapporterer således, at en dommer nu officielt har stadfæstet, at Tory Lanez skal i retten. Rapperen har erklæret sig ikke skyldig.
Den mest kontroversielle nye information, der udsprang fra høringen i retten i Los Angeles, var dog et vidnesudsagn fra en politibetjent.
Han hævder, at Tory Lanez råbte »dans, bitch«, mens han affyrede skud mod Megan Thee Stallions fødder. Det skulle Megan ifølge politimanden have fortalt under en afhøring.