Den 7. februar spiller Dopha en helt særlig koncert i Operaen, når Soundvenue og Det Kongelige Teater præsenterer koncertformatet Crossover. Her optræder den danske popkunstner sammen med musikere fra Det Kongelige Kapel og lader sine sange smelte sammen med klassisk musik.
Billetterne blev revet væk, da koncerten blev annonceret i sidste uge, men frygt ikke: Der er stadig chance for at opleve Dopha i de uvante rammer. Fredag den 28. januar klokken 10.00 bliver der nemlig sat 200 nye billetter til salg – det sker grundet den kommende ophævelse af coronarestriktioner.
Dopha fik sit store gennembrud sidste år med debutalbummet ‘The Game’ og et hav af roste koncerter, hvor hendes medrivende pop får en mere rocket kant. Men til Crossover får musikken altså endnu et nyt twist.
»Det er ekstremt spændende at lade den klassiske og rytmiske verden mødes«, har Dopha udtalt til Soundvenue om koncerten i Operaen.
Billetterne til Crossover er gratis og kan reserveres på Det Kongelige Teaters website op til koncerterne. Udover Dopha er der desuden også annonceret en koncert med Søn til april.
Soundvenue og Det Kongelige Teater præsenterer: Crossover
7. februar: Dopha – tilmeld dig koncerten på Facebook HER
27. april: Søn – tilmeld dig koncerten på Facebook HER