Premiere: Zar Paulo har med ‘Klap for fædrelandet’ lavet et mirakel af en sang

Premiere: Zar Paulo har med ‘Klap for fædrelandet’ lavet et mirakel af en sang
Zar Paulo. (Foto: PR)

De har udgivet blot fire sange på tre år, og lige siden deres snart to år gamle (!) og seneste single – den mageløse generationshymne ‘Stop Believing’ – har vi ventet i åndeløs spænding på, hvad det danske new wave-band Zar Paulo mon ville finde på næste gang.

Nu er kvintetten endelig tilbage, og man fristes til at sige, at deres nye single ‘Klap for fædrelandet’ har været hele den uendeligt lange ventetid værd.

Her er nemlig et mirakel af en sang: Sjov og skør, men skrap og samfundsspydig. Stramt komponeret, men samtidig totalt løssluppen.

Her skifter man fra at lade sig suge ned i de små både satiriske og dystre hverdagsfortællinger til at klappe for fædrelandet og synge for sine lungers fulde kraft om Københavns smukke gader.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Og skal det med at hylde fædrelandet så forstås ironisk? Det vil vi lade være op til den enkelte at bestemme.

Men når Emil Johannesen synger om, at »Bertel drømmer om at lukke grænsen for at passe på kulturen«, så kan man jo tænke sit.

For bandet selv handler sangen meget om, hvordan det sjove og deprimerende spiller op mod hinanden.

»Det mest åndssvage i hverdagen har tendens til at gå hånd i hånd med det mest dystre. Der er ikke langt mellem grin og gråd i ‘Klap for fædrelandet’. Når man er allermest deprimeret, har vi også ofte oplevet, at den mest naturlige reaktion er at grine«, udtaler Zar Paulo i en pressemeddelelse.

Bandet gav i oktober en fremragende koncert på Hotel Cecil. Vi håber på flere shows (og mere musik) i løbet af 2022.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af