Soundvenue Springer: Zar Paulo forvandler livets utilregnelighed til storladne popsange

Zar Paulos musik går med velovervejede skridt den svære balancegang fra idolernes lyd til de fem aarhusianeres helt eget udtryk. Én sang ad gangen.
Soundvenue Springer: Zar Paulo forvandler livets utilregnelighed til storladne popsange
Zar Paulo. (Foto: Oskar Dahl)

Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.

Med solidt afsæt i 80’ernes forbilleder og et bandnavn inspireret af de russiske zarers store armbevægelser har Zar Paulo gennem fire singler over de seneste to år langsomt, men sikkert fundet deres eget lille hjørne i det danske musiklandskab.

De fem unge aarhusianere skriver musik, der tager emner som livets utilregnelighed og tyvernes retningsløshed under kærlig behandling og forvandler dem til genkendelige popsange, der trækker lige dele på fortidens inspirationer og ungdommens skabertrang.

En skabertrang, som der skal mere end en coronakrise og en aflyst optræden på Spot Festival til at stoppe: I april udgav Zar Paulo nemlig deres fjerde single ‘Stop Believing’, der medrivende bygger ovenpå bandets eksisterende lyd af artpop og new wave med blandt andet en kæk saxofon.

Næste skridt er en ep, der endnu en gang skal vise helt nye sider af bandet. Det fortæller forsanger Emil Vam over en Skype-forbindelse fra sin vindueskarm i Aarhus. For selv om Zar Paulo efter mange års søgen langt om længe føler, at de med ‘Stop Believing’ har fundet et musikalsk univers, som de føler sig trygge i, stopper de ikke op af den grund.

Zar Paulo vil fortsætte med at skubbe til rammerne, gøre sig fri af sammenligningerne med fortidens helte og skabe deres eget værk. Det er planen. Her er historien om Zar Paulo i Emil Vams ord.

»Vi er som mange andre bands før os et efterskoleband. Da vores guitarist Johan skulle i gymnasiet – og Martin, der spiller keyboard, skulle på efterskole – aftalte de, at når de mødtes igen på den anden side, skulle de have samlet et rigtigt band. På efterskolen mødte Martin så os andre: Tobias, Anton og mig. Mellerup Efterskole er egentlig notorisk jazzet, men vi fandt hurtigt sammen om en kærlighed til især 90’er-rockbands som Radiohead og My Bloody Valentine. Så det var sådan, vi startede. Ved at spille den her melankolske, støjende og lidt indadvendte rock«.

»Da vi gik ud af efterskolen, kom Johan så med i bandet, men der gik alligevel fire år, før vi udgav vores første single ‘Radiotårn’. I de fire år fra 2014 til 2018 var det næsten som om, at vi hvert år var et nyt band. Vi var igennem fem navneskifter og mindst ligeså mange stilarter, så vi brugte sindssygt lang tid på at udvikle os som musikere og band. Vi trådte ekstremt varsomt. Både med, hvad vi spillede live, og hvad vi planlagde at udgive«.

»Jeg tror, at et vigtigt skridt i den udvikling var, da jeg begyndte at skrive på dansk. Omkring et år før vi udgav vores første single, havde jeg været til en række koncerter med dansksprogede bands, der sang på en måde, som jeg ikke havde hørt dansk blive sunget på før. Det var næsten en åbenbaring. Jeg indså det absurde i at konkurrere med årtier fyldt med kunstnere, der havde engelsk som deres modersmål. Indtil da havde mange af os sat dansk sangskrivning lidt i bås med en folkemusikalsk troubadour-vibe. Vi havde aldrig tænkt, at den slags musik, vi spillede, kunne være på dansk. Men da først det gik op for os, følte vi os pludselig som nybyggere i det vilde vesten, der kunne finde vores eget stykke land og udvikle det«.

»Med vores nye single ‘Stop Believing’ føler vi endelig, at vi som band er ved at lande et bestemt sted i forhold til vores sangskrivning. Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at vi har fundet vores lyd, for vi har meget fokus på ikke at låse os fast til en bestemt lyd. Men vi er ved at have fundet ud af, hvordan vi godt kan lide at skrive sange, og der er begyndt at være sådan en slags univers, som vi kan bevæge os i og føle os godt tilpas i. Der er nogle rammer, der er brede nok til, at vi kan skubbe til formatet, men ikke så flyvske, at vi bare famler i blinde. Vi ånder måske mere frit nu«.

»I starten var vi meget trætte af at blive sammenlignet med bands fra 80’erne. Man vil jo altid helst bare være sin egen ting, men vi kan jo sagtens se hvorfor. Jeg tror, det er helt naturligt, at der i starten både for os selv og for andre var et behov for at koble det, vi lavede, til en større kontekst. I takt med, at man udvider den kontekst, kan man så få lov at blive til sin egen ting. Vi vil gerne langsomt udfase 80’erne. Ikke fordi der er noget galt med dem, men der kom et tidspunkt i vores sangskrivning, hvor vi begyndte at spørge os selv: Er det her for 80’er-agtigt? Det handler om at ramme en balance. Jeg tror, vi har det sådan, fordi vi ved, at vi også har noget nyt og andet at byde på end bare at genoplive 80’erne«.

»Vores sange kommer ikke med et ønske om at skrive ind i en bestemt tematik. Men tidligere i dag sad vi faktisk og hørte alle vores sange igennem, og der var jeg næsten chokeret over at opdage, hvor meget de faktisk er tematisk forbundet. Der er en slags gennemgående ængstelighed og frustration over livets utilregnelighed i den tid, vi lever i. Alligevel er det ikke sådan, at jeg hele tiden går rundt og tænker: Åh hvor er jeg ængstelig i dag. Så jeg mener det virkelig, når jeg siger, at jeg var chokeret over at finde den sammenhæng«.

»Jeg havde en samtale med en ven, hvor han spurgte mig, om jeg troede, at det er muligt for os at undslippe det eksistentialistiske i min sangskrivning. For når man koger det lidt ned, er det jo en slags eksistentialismetema, vi har gang i. Mit svar var, at det håber jeg virkelig, det er. Alt andet ville være for kedeligt. Det er et evigt relevant tema, men alt er jo næsten også sagt og gjort på forhånd. Det er vel begrænset, hvor meget videre jeg kan gruble over eksistensen«.

»Da jeg startede med at skrive, handlede det meget om at ville sige noget og opsummere det hele på en næsten sådan kosmisk skala, der egentlig var alt for stor for en tyveårig. Men i takt med, at jeg har skrevet mere og mere, bliver jeg mere og mere fikseret på enkelte små detaljer. Det er som om, at det der uoverskuelige panoramablik bliver skåret helt ind til nogle enkelte scener. Hvor det før var tematikkerne, der var i fokus, er de nu mere en slags understrøm, der ligger i de scener, som jeg skriver om. Det har jeg ret meget optur over. For det bliver også bare så hårdt, hvis de store spørgsmål er det eneste, man hører og skriver om. Jeg vil gerne dvæle ved nogle lidt lettere ting for så at opdage, at de måske ikke er så lette alligevel«.

»Da vi mødtes på efterskolen, samledes vi egentlig især om albummets rolle som et samlet værk. De her sammenhængende mesterværker, der var tænkt igennem fra ende til anden. Alligevel er vores næste skridt en ep. På den måde kan vi ligesom prøve det der af med at lave vores eget lille værk. Indtil nu har det været single på single på single, så det at udgive en ep er også mulighed for at vise nogle nye sider af vores band. Vi har en masse sensibiliteter i bandet, som folk ikke har set endnu, men som vi glæder os sygt meget til at vise frem«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af