Soundvenue Springer: Ivan$ito er meget mere end en dansk Bad Bunny

Ivan$ito har lavet musik i mange genrer og på tre forskellige sprog. Men det var mødet med den nye reggaeton-bølge, der viste ham vejen til hans helt egen stil – hvilket fik den chilensk-danske sanger til at vende tilbage til sin barndoms identitet.
Soundvenue Springer: Ivan$ito er meget mere end en dansk Bad Bunny
Ivan$ito. (Foto: Emil Vinther/Soundvenue)

Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.

For omkring fem år siden havde Ivan$ito indset, at det ikke ville fungere med spansksproget reggaeton i Danmark. Han havde en gruppe, der dyrkede genren og havde spillet et par koncerter på Christiania, men det var en umulig kamp at få et dansk publikum til at forelske sig i den musik, Ivan$ito havde fået ind med modermælken takket være sine chilenske rødder.

»Jeg var sådan: Det her kommer aldrig til at ske«, fortæller han mig over telefonen, da jeg spørger ind til hans første forsøg med musikken: »Hvem fuck skal høre spansk musik? Reggaeton? Der er ingen her, der forstår det. En fra bandet sagde ’lad os bare blive ved’, men jeg tænkte: Fuck det her«.

Således sluttede reggaeton-karrieren. Foreløbig. For nu, her i 2020, har Ivan Lemus Barrales Spargo Martinez, som han hedder i virkeligheden, udgivet albummet ’Everything Is Reggaeton’, der er et særdeles overbevisende argument for, at en dansk artist sagtens kan lave spansksproget reggaeton. Udgivelsen tager den åbenlyse inspiration fra genrens globale succes med artister som Bad Bunny og J Balvin og giver den et unikt skandinavisk twist.

Tempoet er måske en anelse langsommere, melankolien sniger sig ind hist og pist – og så sprudler albummet af musikalitet. Titlen er måske ’Everything Is Reggaeton’, men udgivelsen skifter stilsikkert mellem alt fra r’n’b til Rosalía-inspirerede flamenco-klap.

Man kan ikke lade være med at undre sig: Hvad er der sket i tiden fra 2015 og frem til nu, siden Ivan$ito er gået fra helt at opgive reggaeton til at lave det mest overbevisende værk inden for genren i Danmark?

For at finde svarene er vi faktisk nødt til at gå helt tilbage til Ivan$itos barndom og hans forhold til dansk, spansk og amerikansk musik. Og vi er nødt til at se på den befriende effekt, det havde på ham, da spansk urbano-musik (som paraplybetegnelsen for reggaeton og latin trap hedder) blev et globalt fænomen over de seneste par år. Her er historien fra sangeren selv.

»Navnet ’Everything Is Reggaeton’ kommer fra, at jeg var i gang med at lave musik på spansk, men at jeg slet ikke ville lave reggaeton. Jeg ville lave en helt ny genre. Noget man aldrig havde hørt på spansk før. Men i sidste ende sad jeg i studiet og kunne høre, at selv om trommerne ikke var reggaeton-trommer, så havde jeg skrevet alle teksterne i dét tempo«.

»Det var som om, musikken indhentede mig alligevel. Hvilket er sjovt, for det minder mig om, at da jeg var lille, kunne jeg ikke lide, at jeg snakkede spansk. Jeg ville gerne høre engelsk musik og dansk. Da jeg boede i Chile, syntes jeg, at amerikansk og dansk musik var sejere. Men da jeg flyttede til Danmark, havde jeg det pludselig omvendt. Så endte jeg med at komme tilbage til den spanske musik, jeg startede med«.

Ivan$ito (Foto: Emil Vinther/Soundvenue).

»Jeg er vokset op i Danmark, men så flyttede vi til Chile, da jeg var 12 år, og boede der i et år. Og så flyttede vi permanent derned, da jeg var 15. Mine forældre blev boende, men jeg tog tilbage til Danmark, da jeg var 18, fordi her er bedre muligheder for at lave musik«.

»I 70’erne var der diktatur i Chile, så mange måtte flygte til USA eller Europa. Men der er næsten ingen chilenere, der kan lide USA, fordi folk i Chile havde en mistanke om, at det var CIA, der stod bag diktatoren Pinochet. Så mange chilenere tog til Sverige, Danmark eller Tyskland. Min far kom til Danmark som 15-årig, så hans land var Chile. Ligesom mit land er Danmark«.

»Da jeg kom tilbage fra Chile, begyndte jeg at lave spansk musik og havde en reggaeton-gruppe med to andre venner. Vi spillede på Staden et par gange. Men dengang i 2015 var der ingen, der forstod det. Så jeg begyndte at lave engelsk og dansk musik igen. Det var totalt poppet – singer/songwriter-akustisk«.

»Jeg kom tilbage til spansk musik, da jeg besøgte noget familie i Canada, der også er chilenere. Det var i 2016 eller måske 2017. Jeg kørte i bil med min fætter i Toronto, og pludselig sagde han: Bro, du skal høre det her spanske trap, det lyder fucking sygt. Jeg var sådan: Hvad er spansk trap? Jeg havde ikke lyttet til spansk musik i lang tid. Jeg kendte kun det gamle reggaeton, hvor de skreg meget – det var ikke lige mig. Men så fortalte han mig om Bad Bunny og spillede en sang, der hedder ’Soy Peor’. Da jeg hørte Bad Bunny, skete der noget i min verden«.

»Da jeg opdagede Bad Bunny, var jeg et sted, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave med min musik. Men da jeg hørte ham, fik jeg alle følelserne tilbage, fra da jeg var lille og rappede og gik i stort tøj. Det gik ikke så godt med min danske musik, så jeg tænkte fuck it og tog i studiet og indspillede over et Youtube-beat, mens jeg gjorde grin med Bad Bunny og efterlignede de ting, han sagde. Men så lyttede jeg til det og tænkte: Det lyder faktisk ret sygt. Så derfra begyndte jeg at lave mine egne sange«.

»Da jeg hørte Bad Bunny i Canada, var han ikke så stor endnu, men så kom jeg hjem til Danmark, og han blev bare ved med at lægge den ene single ud efter den anden. Det var tydeligt, at en stor ny artist var kommet frem. Og det, at han sang på spansk, gjorde det endnu vildere. Der var ingen latinos, der havde set sådan en artist slå igennem. Det har altid været sådan noget som Enrique Iglesias og Shakira, der blev stort. Man kan lide det, fordi det har noget af kulturen, men det er ikke autentisk på samme måde som Bad Bunny. Jeg blev sindssygt overrasket, da det blev så stort. For første gang i mit liv kan mine venner lide spansk musik!«

»Da jeg begyndte at lave spansk musik igen, gik jeg fra en helt anden genre og fik en helt anden tøjstil. Min storebror var bange for, at jeg var ved at blive skør, fordi jeg havde ændret mig så drastisk. Men jeg havde egentlig bare fundet tilbage til den dreng, jeg var, da jeg var lille. Det var noget i mig, jeg havde forsømt, men den her musik førte mig tilbage til det«.

Ivan$ito (Foto: Emil Vinther/Soundvenue).

»Mange sagde: Du ligner lidt for meget Bad Bunny. Men egentlig tog jeg bare stort tøj på og klippede mig korthåret. Men så begyndte jeg at se nogle af de ting, han gjorde. Han tog for eksempel neglelak på. Og jeg kan huske, at da jeg var lille, var jeg et af de der børn, der så sin mor med neglelak og gerne ville have det selv. Så i børnehaven havde jeg neglelak på – det har jeg fået fortalt mange gange, og min far gjorde også grin med det. Så da Bad Bunny gjorde det, vækkede det den tanke igen«.

»I Chile – og i hele Sydamerika – er der sygt meget mandschauvinisme, så det var fedt, at Bad Bunny fuckede med det. Det plejer man ikke at gøre i Sydamerika, men Bad Bunny var ligesom sådan: Hvad har I tænkt jer at gøre? Har I tænkt jer at blive ved med at høre min musik – eller vil I nu hade mig bare på grund af det her? Da han startede den tankegang op, begyndte jeg selv at dyrke det igen«.

»Vi har lavet albummet ’Everything Is Reggaeton’ over en hel sommer. Jeg havde lige lært min producer Marcus Gordon at kende, og vi var i studiet hver dag fra morgen til aften hele sommerferien. Marcus Gordon er halvdelen af den her musik takket være hans produktioner. Jeg laver skitserne til sangene, og så producerer han dem færdigt. Den anden sang, vi lavede, var ’Ahorita’. Til sidst havde vi så mange sange, at vi tænkte: Det her skal ud, men det skal ikke være som et singleforløb. Folk skal have hele den oplevelse, som vi lige har haft«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af