Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.
De fleste har nok (med en blanding af frygt og fascination) forestillet sig, hvordan det ville være at skulle klare sig på en amerikansk high school. Du ved, sådan en helt klassisk USA-fantasi om en skole, som man kender dem fra ’Mean Girls’, ’American Pie’ og så videre. Det er dog de færreste af os, der har prøver det selv – men det har $hybxi.
Rapperen, hvis navn skal udtales ’shyboy’, flyttede nemlig til USA som 12-årig og måtte her prøve at navigere i det komplekse sociale system på en high school i Boston. Hvilket ikke var helt nemt som genert dansk dreng med begrænsede engelskkundskaber, hang til rapmusik og en (i amerikansk kontekst) lettere excentrisk tøjstil.
Det var til gengæld her, at Mads Fallentin, som han rigtigt hedder, tog sine første skridt mod at blive rapperen $hybxi. Han begyndte nemlig at finde ro i sin outsider-rolle og startede et rapcrew med nogle drenge fra Mexico og Guatemala.
Siden da er han blevet en af de mest spændende unge navne på dan danske hiphopscene takket være en svævende lyd, der nikker til Young Thugs flows, Post Malones sangstil og Noah Carters melankolske stemninger.
Samtidig har rapperen en selvsikker tøjstil samt hår i alle regnbuens farver – et tydeligt tegn på, at han er helt tilpas i outsiderrollen, han allerede indtog i de unge USA-år.
$hybxi forførte os første gang med det druggy, forelskede autotune-trapnummer ’Doves’ fra 2018 og har siden haft et mindre hit med den anderledes sorgløse sommersang ’Top Down’ fra sidste år. Brandet Muf10 (der nu også opererer som pladeselskab) gav ham allerede sidste år en kontrakt, og 2020 kan meget vel blive stort for den unge artist.
Da jeg møder $hybxi, er han til dels (surprise!) en smule genert, men også bare velovervejet og rolig. Som om han ved, hvad han vil, og hvad han vil sige. Rapperen er iført et tracksuit, og hans hår er lilla med et svirp af blå. Han har øreringe på med ordet ’shy’. Jeg beder ham om at starte med begyndelsen.
»Da jeg var helt lille, kunne jeg sygt godt lide Michael Jackson. På sådan et next level-niveau, hvor jeg havde plakater over det hele. Jeg stod og øvede mig i at moonwalke og filmede mine fødder med min Sony Ericsson-telefon for at få teknikken helt i orden. Jeg kan det stadig nogenlunde. Men nu er der selvfølgelig kommet den der dokumentar, der har taget luften ud af ballonen«.
»Så kom der den der 50 Cent-bølge, der skyllede ind over alle børn i Danmarks forstæder. Jeg var ti år og boede i Værløse. Jeg havde en kammerat med rige forældre, så hjemme hos dem plejede vi at tage deres dyre badekåber på og lege 50 Cent, mens vi bare hørte ’In Da Club’ derudaf. Allerede der blev jeg draget af hiphop. Jeg havde endda sådan et 50 Cent-svedbånd. Og så hørte jeg selvfølgelig Nik & Jay, fordi de også kommer fra Værløse«.
»Da jeg var 12 år gammel, fik min far et job i Boston, og så flyttede vi til USA. Det var som at starte helt forfra. Jeg kom på et hold med otte gutter, hvis engelsk heller ikke sad helt i skabet endnu. Så alle mine venner var fra Mexico og Guatemala«.
»For dem var det sjovt at se en white kid, der var anderledes end dem fra USA. De var sådan: ‘Han kan lide fodbold lige som os, og han har voks i håret ligesom os’. Jeg syntes, de så seje ud og var spændende. Vi endte med at starte et rapcrew, der hed Alienz – fordi vi alle var ’aliens’, da ingen af os var fra USA«.
»Der var ikke meget rød tråd i musikken. Vi fandt Youtube-beats eller instrumentals fra sange, vi kunne lide, og så indspillede vi en sang, der var 1000 gange dårligere end originalen«.
»En gang skulle jeg indspille gennem en Apple-mikrofon i min ven Carlos’ etværelses lejlighed, mens hans tre onkler sad i stuen og så tv. Det blev ikke super godt, men der gik det op for mig, at man kan bruge nogle timer på noget, og så har man en sang. Alle kan gøre det. Det gav mig blod på tanden«.
»Min kærlighed til Michael Jackson, Stevie Wonder og Chris Brown har ført mig mod sang. Og folk som Akon og T-Pain har vist mig, at man godt kunne blande hiphop og sang. Jeg har altid gerne villet synge, men i starten virkede det mest realistisk at rappe. Da jeg så var kommet lidt ind i det og havde fået mere selvtillid, begyndte jeg at bruge mere melodi og skære ned på ordene«
»Det er blandt andet Young Thugs flows, jeg er inspireret af. Og så folk, jeg var i studiet med, der bare gik ind og indspillede melodier. Det havde jeg altid gjort i mit hoved, men det var en åbenbaring, at man kunne gøre det i studiet. Jeg havde altid været meget hiphop og skrevet vers over et beat. Men så begyndte jeg at synge uden at sige noget – og så finde på ordene bagefter«.
»Jeg tror, den største faktor har været selvtillid og at turde synge. I begyndelsen mumlede jeg mere og smed så autotune på. Men så følte jeg, at det var vigtigt for mig at have selvtillid til at skråle igennem og komme ud over grænsen. Så kan der være ti dårlige takes, men så rammer man rigtigt med det sidste. Man skal bare komme ud over grænsen«.
»Min kæreste, Mia, laver hår, så hun farver også mit. Det er en win-win: Jeg får lavet mit hår, og hun får lov til at give den gas. Jeg havde nok ikke råd til at farve det så ofte, hvis ikke det var for hende«.
»Min stil er ikke så meget optaget af mærkevarer, jeg prøver bare ting, der falder mig ind. Sådan var det også i USA, hvor alt var mere klike-opdelt. Hvis man var goth, så var alle ens venner goths. Så tænkte jeg: Hvem skal jeg være? Og så besluttede jeg bare at køre min egen stil«.
»Engang købte jeg et par lyserøde sko i 6. eller 7. klasse. Jeg kan huske, jeg sad i skolebussen med dem på og lige skulle puste ud, før jeg turde gå ind på skolen. For det er så amerikansk – der er en lang gang med lockers på hver side. Det er ikke som i Danmark, hvor man hurtigt kan gemme sig i klasselokalet. Men folk sagde kun positive ting. De lyserøde sko var også en måde for mig at vise folk, at jeg ikke var kedelig, selv om jeg var genert. Hvis jeg havde helt gråt tøj på, ville jeg være for steneren«.
»Min nye sang ’Snake’ (der kommer fredag, red.) er et mere trappet, Lil Baby-agtigt univers, men stadig med r’n’b-melodier. Efter det har jeg 20-30 færdige sange, som jeg gerne vil have ud. Så jeg tror, jeg vil lave en masse mixtapes. Ét mixtape med seks sange i ét univers, og så måske syv sange i et andet. Lige nu skal jeg bare sortere det hele. Men hver gang, jeg laver en ny sang, tænker jeg: Fuck, det er den sygeste, jeg har lavet! Og så glemmer jeg alle de andre«.