Zar Paulos koncert på Hotel Cecil mindede mig om første gang, jeg så The Minds of 99 – så meget potentiale var der

Zar Paulos koncert på Hotel Cecil mindede mig om første gang, jeg så The Minds of 99 – så meget potentiale var der
Zar Paulo på Hotel Cecil. (Foto: Flemming Bo Jensen/Soundvenue)

Der er mange bands, der de seneste år er kommet frem med dansksproget, new wave-klingende poprock, oftest med nævneværdige paralleller til hvordan The Minds of 99 har haft stor succes med netop denne sammensætning af ingredienser.

Undertekst, Jung, Patina, Kalaset, Statisk – der er mange. Og mens det ikke er det hele, der er videre inspirerende, er det er afgjort en nævneværdig del af, hvordan Danmarks musiklandskab ser ud lige nu.

Men der er ét ungt band, der lader til at knække koden: Zar Paulo.

De går lige dét skridt længere. Deres sange klinger ikke blot af velstemte synths, mindeværdige omkvæd og et vagt forsøg på at indkapsle en generationsidentitet. Der er drama i deres univers.

Med et nummer som singlen ‘Stop Believing’ udtrykker de fornemt, hvor meget der er på spil i deres verden. Nummeret emmer af desperation efter den mindste mulighed for at holde hovedet koldt og blive ved med at tro – også selv om det er så tillokkende at lade være.

Det var denne desperate Zar Paulo, jeg blev mødt af torsdag aften på Hotel Cecil. De trådte ind i en verden, hvor samtlige opslag om ordet ‘ligegyldighed’ var flået ud af alle tilgængelige ordbøger.

De var ikke bare ude på at optræde overbevisende med deres sange. De skulle bevise deres værd som band. Som forsanger Emil Johannesen selv pointerede under koncerten, har bandet kun udgivet fire sange, og den seneste udkom for halvandet år siden. Man kunne let frygte, at momentum var forsvundet, men det afviste deres stærke optræden uden besvær – og de afslørede også, at vi i stedet for den længe lovede ep kunne forvente os et debutalbum, muligvis betitlet ‘Elendig software’.

Hvad enten det var de insisterende synthflader på ‘I løb’, den drømmende, Postal Service-klingende atmosfære på ‘Ikke gå så langt’, eller de vellykket nervøse vokalfraseringer på ‘Interessantman’, stod vi over for et band, der overbevisende kunne fremvise mange følelser gennem deres musik.

Og disse gik i spænd med et tekstunivers, der bærer langt mere idiosynkratisk karakter end genrefællerne kan diske op med. Siden deres hidtidige diskografi jo mildest talt er sparsom, var størstedelen af sangene ukendte for mig – men der er godt nok mange af teksterne, jeg glæder mig til at dykke ned i i fremtiden.

Zar Paulo-frontmand Emil Johannesen på Hotel Cecil. (Foto: Flemming Bo Jensen/Soundvenue)

Særligt kunne jeg lide førnævnte ‘Interessantman’, der fortalte om den konstante higen efter at være interessant, forankret gennem en fortælling om en superhelt, der lever i konstant frygt for metaforisk kryptonit. Men jeg blev også fascineret af den dansktop-inspirerede slager ‘Klap for fædrelandet’, der var en bidende satire over småborgerlig kultur.

‘Klap for fædrelandet’ var også et af højdepunkterne for bandet som performere. Der blev inviteret til at klappe med på en ‘Let’s Go’-rytme (noget, der vækker øjeblikkelige fodbold-associationer) – og denne klappen var integreret problemfrit ind i sangens skarpe popstruktur. Og som om denne kække publikumsinteraktion ikke var nok, endte Emil Johannesen også med at gå amok som vokalist.

Hans ekspressive skrigen mod slutningen var så gennemtrængende, at det ledte tankerne hen mod Samuel Herring fra Future Islands og deres nylegendariske Letterman-optræden – en lighed, Johannesens mange utrættelige dansebevægelser også tydeliggjorde.

Alle i bandet indikerede hele vejen igennem, at de mente hver en tone – og som fælles maskineri var de imponerende velolierede. Hvis jeg lige divergerer opmærksomheden væk fra Johannesen, var guitarist Johan Horsmans også en vældig gennemtrængende skikkelse, og han tog især kegler, da han under afslutningsnummeret ‘Stop Believing’ hev fat i saxofonen til en slagkraftig solo.

Inden koncerten var Zar Paulo ét af talrige unge bands, jeg nysgerrigt fulgte med i. Nu sidder min interesse for alvor fast.

Ikke siden The Minds of 99 har vi haft et dansk new wave-band, der i denne grad har vist sit værd, både i studiet og på en scene. Jeg var også til koncert med Minds, da de kun havde udgivet få singler – og talentniveauet torsdag aften på Hotel Cecil ledte så absolut tankerne tilbage på dengang.


Kort sagt:
Zar Paulos tekstunivers, performance-evner og soniske pallette gik fantastisk i spænd på Hotel Cecil. Og mens især forsanger Emil Johannesen var en gennemtrængende figur på scenen, gjorde hele bandet det så godt, at tankerne af sig selv fløj hen mod dengang The Minds of 99 gjorde deres entre.

Zar Paulo. Koncert. Hotel Cecil.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af